Med medrivende energi og insisterende tilstedeværelse brændte Bring Me The Horizon Copenhell ned til grunden torsdag aften.
Da Copenhell annoncerede Bring Me The Horizon som et af årets hovednavne, var der meget snak om, hvorvidt de overhovedet hørte til på plakaten. Et scene band fra 00’erne, som har formået at holde sig aktuelle, passer de på en metal-festival? Efter at have set dem på Helviti torsdag aften burde den diskussion være lagt i graven. Forsanger Oli Sykes og band beviste, at Copenhell kan favne bredt genremæssigt og lykkes med en satsning. For selvom solen langsomt gik ned over Refshaleøen, blev der ved med at være stinkende varmt tæt på scenen, hvor publikum fløj rundt i circle pits, moshpits, på skuldrene af hinanden, i en wall of death og masser og masser af crowdsurfing.
Bring Me The Horizon har altid været et helvede at definere for genre-nørder. Er det pop? Er det rock? Er det metal? Ifølge bandet selv er de lidt af det hele, og det gik igen under koncerten. Fra skrøbelige ballader til inciterende breakdowns og Sykes’ vokal bankende ind i hovedet sammen med de tunge trommer. Uanset hvad smagsdommerne syntes, kunne man ikke fornægte talentet og energien. Oli Sykes’ stemme var imponerende styret fra lette, følsomme vokaler over i de dybeste growls og skrig. Der blev malet med den brede pensel med hele paletten, og Helviti var deres lærred.
Scenen var smukt udsmykket som en gammel kirke med flotte vinduer i farvet glas. Et smukt syn, undervejs i koncerten blev smadret, ligesom bandets momentum. Før, under og efter koncerten blev der vist forskellige små film fra bandets projekt “Post Human”, hvor flere EP’er er blevet udgivet som en del af et større univers. Her kom det til udtryk som et AI-konstrueret computerspilsunivers med en dæmon, der i løbet af koncerten skulle prøve at redde publikum fra den komplette død grundet en farlig virus. Hele konceptet var godt fundet på, omend en smule edgelord cringe med skældsord og store patter, hvor det slet ikke var nødvendigt. Det skabte en fed vibe rundt om hele koncerten, men desværre kom der aldrig rigtig nogen afslutning på historien, og det var alt for usammenhængende i hvert fald for en udefrakommende, som ikke kender baggrunden. Derudover døde flowet og energien til koncerten konstant grundet de mange cut scenes-pauser. Måske bandet er inspireret af de mange “hydration breaks” til VM?
Måske er hele diskussionen om bandets plads på Copenhell et spørgsmål om generationer. Bring Me The Horizon leverede et show, som det forventes af tidens største popmusikere – når man har købt billet til en koncert, køber man billet til en oplevelse, der skal suge dig helt ind i en anden verden. Beyoncés Renaissance, Charli XCX’ Brat, Sabrina Carpenters Short’N’Sweet. Alle værker har et stærkt visuelt tema, som man kan se for sig, når man forestiller sig de albums. Måske er det dét, den britiske gruppe går efter? Deres eget visuelle univers, som man med det samme kan genkende dem på. Branding. Det betyder mere i dag, og det forstår ældre måske ikke, fordi branding i 80’erne og 90’erne var genrer. Men Eddie har været Iron Maidens maskot i 45 år, og ham kan man også kende med det samme?
Til trods for det dårlige flow og den dårlige historie i det AI-inspirerede univers, så kan man ikke tage fra Bring Me The Horizon, at de er vanvittigt dygtige kunstnere og performere. Oli Sykes på en scene er farligt forførende, han er svær at tage øjnene fra. Som tidligere emo-barn fortryder jeg ikke at have kigget i bandets retning tilbage i 2007, da jeg var allermest vred på verden. Men nu har bandet en ny fan, og jeg har 22 års kartotek at læse op på.
