Wolfgang Van Halen kan spille som en gud – nu mangler han bare sangene. Mammoth åbnede Copenhell med overskud og præcision, men efterlod publikum uden den gnist, der skaber store koncertoplevelser.
Under en sol, der bagte som ind i helvede, gik Wolfgang Van Halen og resten af Mammoth på scenen og åbnede Hades – den mindste af Copenhells store scener. Tre guitarer, bas og trommer. Blå solbriller og Nine Inch Nails t-shirt. Alt var præcis som forventet, og lyden stod knivskarp og tonstung ud til eftermiddags-publikummet.
Der skulle heller ikke gå længe, førend den første tapping-solo lød fra Van Halen junior, og fingerøvelserne fik da også lov til at fylde en del resten af koncerten. Nok til at far Eddie ville have være stolt, men heldigvis ikke nok til, at der gik gimmick i den.
Store riffs, små aftryk
Og publikum var faktisk klar på at feste i varmen. Copenhell var i gang, og for mange var dette begyndelsen på årets musikalske højdepunkt. Armene røg i vejret, og der blev hyggerocket stille og roligt fra pitten og op til bakken.
For der manglede nemlig lige præcis det, der ville have hævet stemningen og startet festen. Ligegyldigt hvor tight og lækkert bandet spillede, var der ikke rigtig nogle sing-along hits eller – for den sags skyld – catchy licks og melodier, der blev hængende. Det hele lød som en generisk omgang powerrock, hvor Van Halen og hans to spade-sidekicks leverede intens guitar men en meget middelmådig vokal.
En mammut uden personlighed
For det var i soloerne, at Mammutten fik lov at vise stødtænder, og det blev kun mere og mere gældende koncerten igennem. Som sangskriver er der lang vej igen for Wolfgang Van Halen, og den eklatante mangel på banddynamik var til at tage at føle på. Ingen grin eller følelser, kun hardcore professionalisme, der ikke løftede materialet rigtigt ud over scenekanten. En enkelt forkølet crowdsurfer tog turen op mod hegnet som for at forsøge at sparke åbningsfesten på Hades lidt i gang. Desværre forgæves.
Først halvvejs gennem koncerten kom der lidt dynamik på scenen, da frontmanden for en stund lod guitaren hvile og åbnede nummeret Stone, fra bandets første plade fra 2021, med en følsom klaverintro. En tiltrængt pause fra lir, tapping og powerrock, og et superlækkert skift ind i nummerets drøje riff, der fik nakker til at vippe og hornene i vejret.
Men selvom vi efterfølgende fik disco-rock og pubertære omkvæd som “Oh, I really wanna fuck with your / Oh, I really wanna fuck with you / I really wanna” fra seneste album, The End fra 2025, var stemningen flad og doven. Om det var solens døsende kraft, publikum der lige skulle i gang eller Van Halen junior, der bare lige mangler det sidste for at løfte tunge riffs og lækre soli til gode melodier og interessante tekster, vides ikke. I hvert fald blev eftermiddagsmødet med rock-elefanten på scenen en noget ulden oplevelse.
Se flere billeder fra koncerten med Mammoth på Copenhell her
Setliste
1. The Spell
2. Epiphany
3. Like a Pastime
4. Same Old Song
5. Stone
6. I Really Wanna
7. Take a Bow
8. Don’t Back Down
9. The End
