Copenhells hovedscene blev onsdag aften lukket og slukket af de levende legender fra Iron Maiden. Mens solen gik ned over Refshaleøen, spillede bandet en 50 års jubilæumskoncert, der lød som om, de kun havde været i gang i 25.
Mængden af t-shirts, Iron Maiden må have solgt over de seneste 50 år, er klart et tal, jeg ikke kan tælle til. Og omsætningen på disse må være beløber i Elon Musk-lignende størrelser over årene. Men onsdag på Copenhell må have været en eller anden form for Guiness rekordforsøg i flest Iron Maiden-trøjer samlet på én festivalplads. Det kæmpe område foran Hades og Helviti var proppet til renden med unge som gamle, nogle af de yngste forrest ved hegnet, og nogle af de ældste siddende på bakken med en kold fadøl og en stålvilje om at blive sent oppe.
Det britiske band har i 50 år spillet sammen, og det kunne man sagtens høre, da de gik på scenen for at spille et potpourri af deres største hits gennem tiden. Ét af dem havde de ikke spillet live i 38 år, fortalte forsanger Bruge Dickinson. Til trods for at nærme sig pensionsalderen herhjemme har den lille mands stemme ikke lidt nød af tiden. Den lyse, opera-lignende stemme skreg pladsen op, hvilket fik publikum til at returnere med hånd-horn.
Sceneshowet blev båret af den legendariske Eddie, skellettet, der har været bandets maskot i over 45 år. Han kom trampende ind på scenen, flere meter høj, og prøvede at slås med bandets medlemmer. Det fik Dickinson til at – kort fortalt – ramme Eddie i skridtet med en knytnæve. Derudover var der filmiske effekter på skærmene, der mindede om en post-apokalyptisk piratfilm.
Sætlisten var, som man kunne forvente. Hits som “The Number Of The Beast” og “Run To The Hills” blev drysset ud over aftenen og vækkede de fleste fulde, solskoldede og trætte festivalgæster fra deres døs. Koncerten var måske en tand for lang, hvis man skal sige noget negativt, og mange på bakken tappede ud og tog hjem længe før, koncerten var slut.
Det var virkelig imponerende, at et band med en gennemsnitsalder på 69 stadig kan slå til og lyde så storladent og velspillende. Men efter 50 år sammen må man vel også have lært et eller andet om hinanden. Der er kun én ting tilbage at sige: Iron Maiden for evigt.
