Blod, bødler og bangers: Alice Cooper er stadig rockens farligste pensionist

78-årige Alice Cooper tog Copenhell med på en rejse gennem hans lange repertoire der både gav og os bangers, deep cuts, teaterblod og overraskede med en veloplagt hyldest til Kurt Cobain og Nirvana

Det er utrolig nemt at vide, hvad man får, når man skal opleve rockikonet Alice Cooper. Panda-makeup, teaterblod, poppet hardrock og en hæs hvislen fra høgenæsen, når han på sjette (!) årti forsøger at shock-rocke sit publikum. Nogle gange går det lidt sløvt for sig, som denne anmelder oplevede tilbage i 2024 i Aarhus, men på førstedagen af Copenhell havde Cooper medbragt sit A-game. Et velspillende band, showmanship galore og ikke mindst et bagkatalog, der gav både gamle og endnu ældre fans nostalgitrip og gåsehud.

Rockens farligste pensionist er stadig sulten
Lad det være sagt; du kommer ikke i frontlinjen hos Alice Cooper band, hvis du ikke kan levere lir, stamina, attitude og… langt hår? Således linede Ryan Roxie (Slash’ Snakepit) Tommy Henriksen (Hollywood Vampires), Anna Cara (Crossbone Skully og Storage) og Chuck Garric (L.A. Guns og Brother Cane) perfekt op på linje med økserne hævet til et riff-blodbad af den bedste slags. Gryderne blev solidt tævet af Glen Sobel (Beautiful Creatures og Mötley Crüe), og med denne drøm af et orkester i ryggen, var der al mulig plads til, at The Godfather of Shock Rock kunne indtage scenen i vanlig vampet stil med høj hat, stok, svalehale og læderhandsker.

Et bagkatalog, der stadig kan vælte et festivalpublikum
Det er simpelthen imponerende, at ‘Coop’, der nærmer sig de 80 år, har en stemme, der passer bedre end nogensinde på hans skæringer. Det hørte publikum både på No more Mr. Nice Guy (fra friggin’ 1973!) samt andre skrål-med-hits som Hey Stoopid, Poison og School’s Out, som alle er at finde på enhver classic rock playliste med respekt for sig selv. Her var simpelthen noget for alle. Og det er da rendyrket skønhed at se en buttet fyr, iført tøj og hat med lutter gule badeænder, stå og kramme sin øl, mens han følsomt skråler med på sleezy soft-porn rock-linjer som: Your mouth, so hot / Your web, I’m caught / Your skin, so wet / Black lace on sweat 

Blod, bødler og balloner
Og så skal vi jo lige have det med. Rekvisitterne. De hætteklædte hjælpere. Guillotinen. Spændetrøjen. Alt det, som gør Cooper til den, han er. Det var der, og blev drysset ud over showet med nænsom – men ej nærig – hånd. Selv konfettifyldte megaballoner blev sendt af sted ud over publikum, mens nogle ikke nåede længere end scenekanten inden sprechstallmeister Cooper, i Copenhells største rockcirkus, fik poppet dem med sin, til lejligheden medbragte, ryttersabel.
En bekendt skrev i sit feed, at han også ville have det så sjovt, når han blev 78, og undertegnede kan kun give ham ret. Det lignede virkelig at Cooper morede sig på scenen. Selv med at pine livet ud af sin egen hustru, der dog genopstod og lavede mærkværdig moderne dans hen over scenen. Det er alt, alt for meget. Men det er også lige præcis sådan, som Alice Cooper skal være.

Man bliver aldrig for gammel til at lege monster
En 9-10 årig crowdsurfer blev båret mod scenen, mens Frankensteins monster dansede med bandet, som stimlede sammen om maestroen, der selv fandt sine bedste zombiefagter frem. Det var sjovt, legende, let og uden hensyn til al den tumult, politik og ulighed som Tom Morello tidligere havde råbt op om på Helviti scenen. Nu skulle der hygges, festes og synges om død og dårskab! Det fyldte publikum med en glæde, der udmøntede sig i, at selv plussize kvinderne skulle en tur op at crowdsurfe, og knap var goth-morlille sendt af sted mod hegnet, inden jeres udsendte nærmest blev torpederet af en handicapscooter bagerst i pitten. Rummelig og rar shock rock, som de ikke laver det længere.

Ingen havde Nirvana på bingopladen
Et perfekt set tog sin ende med den smukke “Only Women Bleed,” der gik over i “Second Coming / Going Home” inden skoleklokken ringede ud, og frikvarteret fra verdens lede var slut. Men rockens farligste pensionist var ikke klar til at trække stikket. For åbenbart kan man godt være rynket og overmoden og samtidig føle sig fuld af teen spirit. Det var SLET ikke på denne skribents bingokort at skulle opleve Alice Cooper med band gå totalt banjo på Nirvanas “Smells Like Teen Spirit,” men det skete!

Publikum hoppede og dansede, så støvet hævede sig foran Helviti, og var det for nemt? Ja! Virkede det? Også i den grad! Tak for sangen og dansen Alice. Jeg håber at se dig igen en anden gang, hvis du er lige så veloplagt og fyldt med ungdommens vildskab.

Setliste

1. Hello, Hooray (Judy Collins cover)
2. Who Do You Think We Are
3. Spark in the Dark
4. No More Mr. Nice Guy
5. House of Fire
6. I’m Eighteen
7. Feed My Frankenstein
8. Dirty Diamonds
9. Hey Stoopid
10. Dangerous Tonight
11. Poison
12. Brutal Planet
13. Ballad of Dwight Fry
14. Cold Ethyl
15. Only Women Bleed
16. Second Coming / Going Home
17. School’s Out
18. Smells Like Teen Spirit (Nirvana cover)