Årets første navn på Copenhells hovedscene, Tom Morello, gav publikum lige, hvad man kunne regne med og lidt følelser til.

Når man taler om de bedste guitarister i rockens historie, er det måske ikke alle, der nævner Tom Morello. Men det burde de. Hans tid som guitarist i Audioslave og Rage Against The Machine burde i sig selv være nok, men at kunne spille så godt i en alder af 62 er næsten mere imponerende end hans diskografi.
Sammen med sit band og sin kun 15-årige søn indtog han Helviti onsdag eftermiddag på årets Copenhell som opvarmning til Alice Cooper og Iron Maiden, der senere indtager samme scenegulv. Et potpourri af egne, nyere sange og de ikoniske riffs fra sange som “Bombtrack”, “Bulls On Parade” og selvfølgelig “Killing In The Name Of”, hvor der blev opfordret til fællessang, mens hårene rejste sig på arme og ben i ren ærefrygt over at høre tonerne i levende live.
Guitarspillet blev akkompagneret af smukke fotos på skærmen bag bandet, der virkede til at være inspireret af den franske revolution. Et stort tema under koncerten var – selvfølgelig – Morellos evige kamp mod fascisme, racisme og andre uretfærdigheder i verden. På én af guitarerne, han spillede på, stod der “ARM THE HOMELESS”; og da Morello valgte at spille en solo med tænderne og vendte samme guitar om, var der en seddel klistret på bagsiden med ordene “HOLD FINGRENE FRA GRØNLAND”.
Udover at være en utrolig fremvisning af talent og arv, så kom der også nogle smukke øjeblikke, blandt andet da Morello spillede Audioslaves “Like A Stone” og holdt en smuk tale til ære for den afdøde forsanger af bandet, Chris Cornell. På skærmen ved scenen blev der filmet en ung, grædende kvinde, hvilket fik denne skribent til også at græde og mindes.
Vreden over verden var i live, publikum var i live, og Helviti blev indviet smukt til en onsdag i legendernes tegn.

