Der var mange, der havde gode weekendplaner denne lørdag. Men få af dem kunne måle sig med den, The Weeknd havde lagt for de mere end 45.000 mennesker i Parken.
For da Abel Tesfaye indtog scenen flankeret af rødklædte skikkelser og en scenografi, der lignede ruinerne af en fremtidig storby lørdag aften, var det tydeligt, at han ikke var kommet til København for blot at spille sine hits. Han ville bygge et univers. Det var storslået. Det var teatralsk. Og til tider også lidt for meget af det gode.
Den lange intro og de første sange føltes næsten mere som en forestilling end en koncert. Iført en maske med glødende røde øjne stod The Weeknd som en mørk dirigent og betragtede sit publikum, mens de rødklædte dansere bevægede sig rundt som medlemmer af en kult. Det var visuelt imponerende, men også overraskende tilbageholdende. Først da “Wake Me Up” ramte Parken, begyndte der at komme liv i maskineriet.
Og så kom “Starboy”.
På få sekunder blev den kølige forestilling forvandlet til den stadionfest, alle havde ventet på. Det var, som om hele koncerten vågnede på samme tid. Publikum eksploderede, og energien, der havde ulmet under overfladen, fik endelig lov til at slippe fri. Herefter stod det klart, hvorfor The Weeknd i dag befinder sig i den absolutte popelite.
En gigantisk statue med lysende øje
Ikke alt ramte dog lige hårdt. “Heartless” og “Faith” fik aldrig helt den gennemslagskraft, man kunne have håbet på, og enkelte sekvenser undervejs druknede lidt i koncertens enorme format. Men når det fungerede, fungerede det til gengæld på et niveau, som meget få kunstnere kan matche. “Cry For Me” og “São Paulo” var overraskende højdepunkter, mens “Take My Breath” og især “Sacrifice” sendte Parken ud i ren ekstase.
Midt på scenen tronede en gigantisk statue med lysende øjne. En detalje, der let kunne være druknet i koncertens overflod af indtryk, men som viste sig at være en af produktionens mest vellykkede idéer. Uanset hvor The Weeknd bevægede sig hen på den enorme scene, syntes statuen konstant at dreje blikket efter ham. Som en tavs vogter over det dystopiske univers, han havde bygget op omkring sig selv.
Noget af det mest imponerende var egentlig, hvor ubesværet The Weeknd fyldte den enorme scene. Den var lang. Den var massiv. Den tog næsten hele stadion i besiddelse. Men det gør hans sangkatalog efterhånden også. En mere rocket udgave af “Often” gav nyt liv til sangen, mens “The Hills” nærmest sprængte lydmuren under meterhøje flammer.
Omvendt virkede seancen med Playboi Carti som et lille energidyk, hvor sceneshow og musik aldrig helt fandt hinanden. Det var mest af en toiletpause.
Lige så overvældet som publikum
Heldigvis fandt koncerten ny styrke mod slutningen. “Call Out My Name” blev ledsaget af aftenens måske flotteste visuelle øjeblik, hvor kameraproduktionen, der konsekvent opererede på et niveau over alt andet i Parken, fangede The Weeknd omgivet af sine rødklædte disciple. “Save Your Tears” udviklede sig til fællessang i stadionformat, mens “Blinding Lights” naturligvis blev mødt som det megahit, det er.
Mere interessant var det, hvordan The Weeknd flere gange virkede lige så overvældet som publikum. Efter de største øjeblikke stoppede han op. Hånden fandt hjertet. Han trak vejret dybt, kontrolleret, næsten som en bokser mellem to omgange. Så lod han blikket vandre ud over Parkens menneskehav og rystede let på hovedet. Som om han stadig havde svært ved at forstå synet foran sig.
Om det var ægte vantro eller en del af forestillingen, er svært at vide. Men i de øjeblikke forsvandt den polerede superstjerne for en stund, og man fik et glimt af mennesket Abel Tesfaye bag The Weeknd-maskinen.
Da “Moth to a Flame” lukkede aftenen med fyrværkeri over København, stod man tilbage med en fornemmelse af at have overværet noget større end en almindelig popkoncert. Ikke alt i The Weeknds dystopiske univers var lige interessant, og indimellem blev forestillingen næsten fanget i sin egen storhed.
Men når masken faldt, og sangene fik lov til at tale for sig selv, var der ingen tvivl.
The Weeknd er stadig en motherf**ker Starboy.
