Der findes bands, der går på scenen for at erobre verden. Og så findes der Duran Duran. Det britiske popfænomen virker mere som fire velklædte herrer, der har inviteret publikum på et glas hvidvin i aftensolen.
Næppe et band, der kunne finde på at gøre en flue fortræd. Heller ikke musikalsk. Deres polerede synthpop er så velopdragen, at man indimellem får lyst til at prikke lidt til den for at sikre sig, at der stadig er puls.
Det var derfor heller ikke nogen eksplosiv begyndelse på Heartland-koncerten fredag aften. De første numre gled forbi i et lydbillede, der både lød og føltes en smule ufærdigt. Som en motor, der kører i tomgang.
Først da “A View to a Kill” bragte lidt frisk luft ind i maskinrummet, begyndte koncerten at finde en retning.
Og da Simon Le Bon kort efter kastede sig ud i det ikoniske ulvehyl inden “Hungry Like the Wolf”, skete der endelig noget. Publikum vågnede. Bandet vågnede. Magien vågnede.
For hvis Duran Duran til tider virker som den musikalske udgave af en bil på autopilot, så besidder de samtidig den sjældne evne til at aktivere et bagkatalog, som de fleste bands kun kan drømme om.
En silhuet mod den fynske aftenhimmel
Midtvejs i koncerten begyndte hitmaskinen for alvor at rulle. “Ordinary World” blev leveret med en skrøbelighed, der klædte sangen overraskende godt. Badet i hvidt lys stod Le Bon som en silhuet mod den fynske aftenhimmel og mindede publikum om, hvorfor sangen stadig rammer noget universelt mere end 30 år senere.
Også “Come Undone” var et af koncertens stærkeste øjeblikke, mens den nye “Free to Love” overraskede positivt med en funky nerve, der føltes mere levende end flere af de ældre numre. “Notorious”, “White Lines” og et stærkt “Planet Earth” gav pludselig koncerten momentum, og selv Simon Le Bons lettere akavede dansetrin mindede om en midaldrende far, der netop har betalt 72 kroner for en øl og derfor føler sig forpligtet til at få noget ud af den.
Mod slutningen ramte Duran Duran endelig det niveau, publikum havde ventet på. Kombinationen af “Girls on Film” og “Psycho Killer” var både legende og uimodståelig, mens “Save a Prayer” forvandlede pladsen foran scenen til et hav af iPhone-lys og fællessang.
Storladent og lettere kitschet
Da tonerne fra “Rio” til sidst bredte sig over Egeskovs marker, kulminerede koncerten i et næsten teatralsk tableau. Badet i hvidt lys stod Simon Le Bon med armene bredt ud som Rio de Janeiros ikoniske Cristo Redentor-statue. Storladent, lettere kitschet og alligevel umuligt ikke at overgive sig til.
For sådan er Duran Duran bare.
Et band, der måske aldrig kommer til at vælte verden omkuld i ren musikalsk vildskab, men som næsten 50 år efter gennembruddet stadig kan samle tusindvis af mennesker omkring et univers af glamour og nostalgi, der nægter at ældes.
Koncerten på Heartland fandt ikke pulsen med det samme. Men da den endelig gjorde, var det svært ikke at lade sig rive med.
