På plakaten på dette års Heartland ved Egeskov Slot står ét navn over alle andre: Nick Cave & The Bad Seeds.
Og med god grund.
For den 68-årige sanger fra Australien fik fra start sat to tykke streger under, at han er festivalens absolutte hovednavn.
Som et knytnæveslag i tusmørket præsenterede han det modne publikum for musik i topklasse.
Fra den vilde “From Her to Eternity” til den eftertænksomme “Wild God” og den nærmest psykotiske “Tupelo” bød han på den musikalske udgave af syndsforladelse.
Og foran scenen stod publikum som en hengiven menighed, mens Cave selv indtog rollen som rockmusikkens mørke prædikant.
Der var bare et stort problem. Meningheden var total ligeglad.
Festivalens største navn spillede for en halvtom plads
Fra scenekanten prædikede Cave med en autoritet, som kun få rockstjerner besidder.
Allerede under åbningsnummeret kastede han sig ud over publikum. Ikke metaforisk, men fysisk.
Med udstrakte arme, intense blikke og en stemme, der skiftevis kunne lyde truende og trøstende, havde han publikum i sin røde, højre hånd gennem hele den to timer lange koncert.
Den ildevarslende “Red Right Hand”, som de fleste nok kender fra Peaky Blinders, sendte kuldegysninger gennem pladsen, mens “Jubilee Street” langsomt blev bygget op til et klimaks, hvor både band og publikum burde være eksploderet i kollektiv ekstase.
Men her opstod koncertens eneste reelle paradoks.
For publikum var ganske enkelt ikke talstærkt nok. De var ikke til stede. Både mentalt og fysisk.
Der var nemlig så god plads foran Greenfield-scenen, at folk kunne sidde ned på græsset og opleve en af musikkens største. Tidligere på dagen havde både Gnags og det stjernespækkede koncept “Sange fra Hjertet” tiltrukket større menneskemængder.
Det er svært ikke at finde en smule absurd.
For mens Nick Cave kastede sig ud over publikum, mens Warren Ellis smadrede sin violin, og mens “From Her to Eternity” lød som et musikalsk jordskælv, stod der stadig tomme pletter på pladsen.
Måske siger det i virkeligheden mere om Heartland end om Nick Cave.
Dommedagsprofet og sjælesørger
Gennem aftenen vekslede Cave nemlig ubesværet mellem dommedagsprofet og sjælesørger.
Det ene øjeblik stod han som en truende skikkelse omgivet af bandets tordnende lydmur. Under “Tupelo” virkede det nærmest som om hele sangen vibrerede gennem hans krop. På et tidspunkt brugte han ligefrem en publikums hånd som mikrofonstativ.
Det næste øjeblik stod han stille. Det gjorde musikken tilgængelig aldrig.
“Wild God” var smuk og eftertænksom og “Joy” var et af koncertens mest rørende øjeblikke. Et nummer så skrøbeligt og velkomponeret, at det fortjente total stilhed.
Den fik det ikke.
Mens Cave sang, fortsatte snakken flere steder på pladsen. Om VM. Om blomsterfrø. Om alt muligt andet ligegyldigt pis. Det virkede næsten surrealistisk.
For foran dem stod en af de største nulevende sangskrivere og leverede et mesterværk.
Musik, der insisterer på at være levende
Under “Papa Won’t Leave You, Henry” stod Cave nærmest oven på publikum i et manisk anfald af energi, mens “Jubilee Street” cementerede sin status som et af de stærkeste numre i hans katalog. Selv “Into My Arms” viste, hvor meget kraft der kan ligge i én mand og et klaver.
Der var enkelte skønhedsfejl. Den 14 minutter lange “Hollywood” sugede noget energi ud af koncertens afsluttende sang, og her havde et nummer som “The Weeping Song” måske været et stærkere valg.
Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket.
For da de sidste toner klingede ud over Egeskovs marker, stod én ting klart: Der var mange navne på årets Heartland-plakat. Men kun ét reelt hovednavn.
Og hvis noget på festivalen denne aften havde brug for kunstigt åndedræt, var det ikke Nick Cave & The Bad Seeds. Det var nærmere Heartland som festival.
Vil du se flere billeder fra koncerten, så kan du klikke lige her!
