I megahittet “What’s Up” råber Linda Perry fra toppen af lungerne: “What’s going on?”
Og for at svare helt kort:
Ikke rigtig noget.
Koncerten med 4 Non Blondes på Heartland startede 15 minutter forsinket, som om selv tiden havde svært ved at finde motivationen til at gå i gang. Det viste sig på mange måder at være en passende optakt til en koncert, der aldrig for alvor fandt sin egen retning.
Musikken fejlede sådan set ikke noget. Den var der.
Men det lød ofte som et band, der stadig stod i øvelokalet og lige skulle finde ud af, hvem der egentlig havde ansvaret for hvad. Hverken “Train”, “Lyla” eller den nye “Drama Queen” lød særlig overbevisende. Linda Perry virkede flere gange til at være et andet sted mentalt end resten af scenen.
Et af de mere sigende øjeblikke kom i sangen “Nowhere”, hvor linjen “we goin’ nowhere” blev leveret med en næsten ufrivillig præcision. Ikke som en metafor, men snarere som en konstatering.
Kollektivt suk
Bandet forsøgte at introducere nyt materiale med begejstrede bemærkninger om, at de havde “lavet noget nyt musik, som vi glæder os til at spille for jer”. Publikum derimod svarede med et kollektivt suk. Det var ikke det, nogen havde ventet, og heller ikke det, nogen rigtig ønskede.
Numrene gled derefter sammen i en monoton strøm. “What They Want” var så flad, at man næsten glemte den undervejs, “Drop the Bomb” var lige så uforløst som resten og “Don’t Wanna” føltes mest som en ufrivillig fællesbeskrivelse.
Det blev ikke bedre af, at Linda Perry flere gange virkede direkte fraværende. Guitaren på “Live Forever” var ikke stemt ordentligt, og hun forsøgte at starte nummeret tre gange. To gange faldt det fra hinanden. Tredje gang lykkedes det. Heldigvis.
Der var dog et enkelt øjeblik, hvor koncerten kortvarigt fandt fodfæste. “Spaceman” blev heldigvis spillet og stod som et af de få numre, hvor der rent faktisk var noget, der lignede energi og retning. Til gengæld udeblev “Dear Mr. President”, hvilket blot understregede, hvor tyndt et katalog eftermiddagskoncerten i virkeligheden byggede på.
Og så kom det hele naturligvis frem til det eneste øjeblik, alle reelt havde ventet på.
“What’s Up” forvandlede pludselig markerne omkring Egeskov til fællessang. Her var der ingen tvivl, ingen afstand og ingen ironi. Det var koncertens eneste reelle klimaks, men samtidig også dens største afsløring: alt andet havde mest fungeret som ventetid.
Vil du se flere billeder af koncerten, så kan du klikke lige her!
