Okay, hvis jeg skal være helt fair, så er det ikke fordi kirken nødvendigvis altid er kedelig, men det var Father John Misty altså i den grad, da de spillede Nova lørdag på Northside.
Det siger jeg ikke kun fordi, at jeg ikke er kernemålgruppen, eller fordi at musikken som udgangspunkt er for langsom for mig, men fordi jeg objektivt set simpelthen synes der var en lad holdning at finde på scenen. Der var ikke noget sceneshow, der var nærmest ingen publiukumsinteraktion, og det var faktisk endda svært at spore bare en smule mimik i ansigterne på de ellers storslåede musikere, der spillede for Nova.
Jeg har simpelthen intet til overs for netop den ugidelighed, bandet gik på scenen med. Gennem hele koncerten virkede forsangeren, Joshua Michael Tillman, som en sur teenager, der var blevet trukket med til et familiearrangement.
Øjnene var nærmest limet fast i et søvnigt blik, hver eneste gang en sang var slut vendte han ryggen til publikum, og ad flere omgange gik han til mikrofonen med armene over kors, inden der samlebåndsagtigt blev startet for næste nummer, og næste nummer og næste nummer og snooork.
Cirka halvvejs gennem koncerten opstod der pludseligt, lige i kanten af teltet, et gøglershow(?), hvor publikum stod på hænder og hang atletisk og adræt i hegnene og i teltstolperne. Det synes jeg egentligt siger virkeligt meget om, hvor afkoblet resten af publikum også blev, for jeg kan garantere, det havde ikke en skid med musikken at gøre. Kedsomhed er mit bedste bud.
Musikken er nu en gang ellers god, sangene storslåede og gruppen er jo sådan set fed, men man har ikke gjort nogen en tjeneste ved at flyve over Atlanten for at spille Nova – eller, som jeg skrev i mine noter: “Hvis du ikke gider spille, så bliv hjemme???”, for det er både for arrogant og for uforskammet at spilde vores tid på den måde Father John Misty gjorde det lørdag.
