Man skulle næsten tro, at et gammeldags jysk dyrskue havde fundet sin vej til Parken lørdag den 6. juni.
Her var der fyldt med denim-jeans, kasketter, skovmandsskjorter og cowboyhatte i anledning af country-stjernen Zach Bryans stort anlagte koncert i Danmark.
Den var måske også lidt for stort anlagt, for udsolgt blev der aldrig. Dele af Parkens områder var sløjfet, men der er stadig ingen tvivl om, at countrygenren er på fremmarch.
Zach Bryan er i hvert fald et bevis på dét. I 2025 slog han publikumsrekord i USA, da han spillede foran 112.408 tilskuere på Michigan Stadium.
Men det er netop dét, der er så fascinerende. En mand med en rusten, men krystalklar brummen i sin stemme og en guitar i sin favn kan tiltrække hundredtusindvis af mennesker.
Det er i virkeligheden ganske enkelt. Og det var også den simplicitet, der blev koncertens største styrke, da Zach Bryan indtog Parken. Der var bare nogle svagheder.
Det var rigtig slemt – så blev det rigtigt godt
Den 30-årige rekordholder åbnede koncerten med “Overtime”, “Open the Gate” og “Dawns” i et manisk tempo, der forvandlede Parken til Thylejren på steroider. Det føltes som at sidde arm i arm med sin kammerat om et musikalsk bål, hvor Zach Bryan er den seje type med guitaren.
“Hell ya, Copenhagen” råber han fra scenen, mens den ene sang efter den anden buldrer derudaf. Det er desværre ikke det eneste, der buldrer. Lyden i Parken har altid været berygtet for at være dårlig, og i koncertens første 30 minutter var det rigtig slemt. Det lød som om, at lyden skyllede igennem en dåse for derefter at blive kastet tilfældigt ud ag de massive højtalere.
Heldigvis blev det hurtigt bedre, og da den hypnotiserende “Heavy Eyes” gik i gang, var der for alvor dømt countryfest med glade hillbillyer, støvledans og fællessang. Det var tre sekunder fra, at hele Parken begyndte at danse linedance.
Modsat var det med megahittet og den utrolig smukke “Something in the Orange”. Den fik på godt jysk hele armen, og fik pludselig Parken til at føles fyldt og hjertevarm, hvor tiden stod kortvarigt stille.
Han lod publikum blive en del af sangene
Med emner som kærlighed, hjemve, død og længsel formåede Zach Bryan at komme hele følelsesregisteret rundt. På en måde var det meget rart, men det var også rodet. Det var svært at blive klog på, hvilken retning det hele skulle være, og det resulterede i et mix af alt mellem himlen og jord.
Musikken er tydeligvis inspireret af musik som The Lumineers og Mumfords & Sons – og for at slå det hurtigt fast; det er der ikke noget galt i. Det kan dog hurtigt lyde meget ens, og det var også tilfældet lørdag aften. Særligt “Nine Ball”, “From Austin” og “Rivers and Creek”, der blev spillet tæt på hinanden, smeltede sammen og lød som et langt – og for langt – nummer.
Ved “Burn, Burn, Burn” fik Zach Bryan hele Parken op på fødderne. Tusindvis råbte omkvædet tilbage mod scenen med en kraft, der fik stadion til at vibrere. Hvor “East Side of Sorrow” ramte med rå styrke, var “Heading South” legende og opløftende. Den nærmest elegante violin gav sangen ekstra liv, og endnu engang demonstrerede Zach Bryan en af sine største styrker: Han lader publikum blive en aktiv del af sangene frem for blot tilskuere til dem.
Et 21 minutter langt ekstranummer.
Inden ekstranumrene forsøgte Parken sig med den obligatoriske danske stadiontradition: et lettere famlende “lå-lå-lå-lå-lå”. Men da Zach Bryan vendte tilbage til scenen med “Revival”, var der ingen tvivl om, hvem der havde kontrollen.
Det næsten 21 minutter lange ekstranummer udviklede sig til en regulær folkefest.
Cowboyhatte fløj gennem luften, trøjer blev smidt, øl blev kastet, og tusindvis af mennesker dansede, som om koncerten først lige var begyndt. Faktisk var koncertens sidste 21 minutter bedre end de foregående 100.
Da koncerten sluttede, satte et beskedent baghavefyrværkeri punktum for aftenen. Storslået var det ikke, men det er måske her, at paradokset ved Zach Bryan skal findes.
For selv om han uden problemer kan fylde stadioner med beskedne musikkompositioner, banjo og en rusten stemme, så savnede man indimellem at høre ham helt alene.
For når alt kommer til alt, er det stadig de simple fortællinger og den jordnære autenticitet, der gør ham til noget særligt. Lørdag aften beviste han, at han kan få Parken til at feste. Men han viste også, at hans største styrke stadig findes i det enkle.
Vil du se flere billeder fra koncerten, så kan du klikke her!
