Jeg havde simpelthen forventet mere, da jeg traskede mine trætte ben ned foran Nova på Northside fredag aften, for at høre Blaue Blume.
Ikke mindst fordi Blaue Blume-universet er så gennemført interessant – gruppens forsanger, Jonas Holst Schmidt, har en fantastisk vokal, som nærmest er uden sidestykke, og gruppen fra Kolding kvitterer gang på gang med gennemført originale numre, som føles ægte og kreative, stik modsat den samlebåndsfornemmelse man nogle gange kan få fra mainstreamscenen og radioplaylisterne.
Egentligt kom de godt og energisk fra start, men det er som om, at de genialiteter, der er i musikken ikke sådan én-til-én kunne overføres til fredagens koncert. Jeg skal fri jer for de store fodboldanalyser, men undervejs tænkte jeg at det var lidt som en kedelig kamp, hvor den aktive spilletid er uendeligt lav, og der er konstante spilstop.
For gennemgående for hele koncerten var, at der var virkeligt mange akavede pauser, hvor man lige skulle hente en guitar eller drikke en tår vand eller tjekke noget på setlisten man havde liggnede foran sig, og mens det jo er fair nok, så blev det for tydeligt for mig, og det trak mig ud af det univers, jeg ellers gerne ville suges ind i, så det kunne absolut være eksekveret bedre.
Og det hjælper simpelthen heller ikke, at jeg også stod med en fornemmelse af, at det teknisk kiksede og koksede lidt for dem – vokalen blev ofte overdøvet af instrumentalen, soloerne blev lidt langtrukne og mærkelige og på et tidspunkt, bliver der, fra scenen, skruet på en knap så instrumentalen overstyrer i en grad, så det nærmest stadig skriger i ørerne på mig.
Den bedste måde at beskrive det på, er at det hele blev til en form for larm, som ikke var hjulpet på vej af at det trofaste Northside-publikum, som de plejer, stod og snakkede om alt fra indkøb til andre koncerter til hvad ved jeg. Det er ikke udelukkende Blaue Blumes skyld, men man må jo spørge sig selv, om det nu havde været så voldsomt, hvis man stod med et engageret publikum under teltdugen.
Men da det hele ligesom er på grænsen til, at jeg står og overvejer om jeg er til en dårlig koncert, så griber gruppen dog hele publikum med “Følsom dreng”, og for koncertens sidste tredjedel bliver vi faktisk netop suget ind i det musikalske univers, gruppen nu engang er kendt for, og okay fair nok, så var jeg ikke til en dårlig koncert alligevel, men bedre var den bare heller ikke. Heller ikke selvom det var fandens smukt at lukke med “Macabre”.
