Hvornår giver man egentligt seks stjerner, kan man give fuld plade til en festivalkoncert, og betyder topkarakteren ikke, at det nærmest ikke kan blive bedre?
Empire of the Sun på Astra, ja og jo. Det kan være lidt fjollet at skrive i en koncertanmeldelse, men man skulle have været der, tror jeg, for sådan for alvor at forstå, hvad det var man var vidne til torsdag aften i Eskelunden.
Jeg tror bedst jeg kan beskrive Empire of the Suns optræden som “en Masterclass”. Under hele koncerten havde jeg en fornemmelse af, at den australske gruppe har forstået noget, som virkeligt mange kunstnere misser. En koncert er, for publikum, én samlet oplevelse, hvor alt hænger sammen og bedømmes fra start til slut, og det kan ikke isoleres til de enkelte sange eller små gimmicks man som kunstner må have gjort klar hjemmefra.
Og det gjorde Empire of the Sun selvsagt heller ikke, hele koncerten var nærmest en poleret og velolieret maskine, hvor der var tænkt store tanker om hver eneste lille detalje, fra vokal til instrumental til sceneshow til baggrundskunst – alt havde mening, alt havde sin ret, og alt fungerede sindssygt godt. Jojo, det er med al sandsynlighed et genbrugt sceneshow fra deres nylige verdensturné, så det skal også være verdensklasse, men det skal til gengæld heller ikke tage noget fra oplevelsen eller bedømmelsen.
Man kunne, om man var pessimist, måske have frygtet at en gruppe på størrelse med Empire of the Sun, som har lavet nogle af de største sange i verden, ville komme til lille Aarhus i lille Danmark, levere en halvhjertet koncert og så indkassere lønchecken, men nej, det var ikke fornemmelsen. De gik helhjertet ind, de kom helhjertet igennem, og de gik helhjertet derfra – og så spillede de i halvanden time, som er sindssygt lang tid for en festivalkoncert, og det blev ikke på noget tidspunkt langtrukkent.
Der er den dér med, at når man er virkelig dygtig til noget, så får man det svære til at se nemt ud, og det gjorde Empire of the Sun, men jeg tror ikke man skal undervurdere, hvor svært det de lavede var. Der var voldsomt gennemført backupdans gennem hele koncerten, der var props på scenen, koreografieret grafik på storskærmene, mere end fem kostumeskift for både backupdansere og forsanger, Luke Steele, der også selv spillede guitar og live-samplede fra mikrofonstativet, og alligevel formåede de at danse og feste sig gennem det hele, som var det hverdag for dem.
Stemningen var elektrisk og fyldt med kærlighed til særligt “We are the People”, “Walking on a Dream” og “Alive”, og afskedsbudskabet var da også at vi måtte huske at holde sammen “in this crazy world of dictators”, som Luke Steele sagde det, og torsdag aften var der satme sammenhold foran Astra.
Og så er vi tilbage ved den fjollede formulering: Man skulle have været der. Jeg er i hvert fald sindssygt glad for, at jeg var der, og jeg kommer til at fortælle både mine kommende børn og børnebørn om dengang jeg var til Empire of the Sun på Northside.
