Aldrig i min mine ni år som anmelder troede jeg, at jeg skulle høre et publikum på Northside – som vi jo ved, er en af de finere, smartere festivaler i Danmark – chante “fuck the king!”. Men hvis der var nogen, der skulle overtale folket til at blive småforræderiske mod det danske kongehus (naturligvis kun for en kort stund og med promiller i blodet – bare rolig, de elsker alle sammen Daisy og Pingu igen i morgen, det ved vi jo), så var det selvfølgelig britiske Idles.
De vil ikke kaldes et post-punk band. Men med stærke politiske holdninger, kraftige motoriske bevægelser og introen med “we’re an anti-facist band from a facist land,” så virker det sgu rimelig punk, hvis du spørger mig. De ligger stærkt ud med “Levitate” efterfulgt af hittet “Never Fight a Man with a Perm”, hvor frontmand Joe Talbot kommanderer folk til at begynde at løbe i cirkler foran scenen.
Efter “Gift Horse” sker det så. Statementet “fuck the danish royal family”. Noget der 100 % skiller vandene. Jeg får selv en lille klump i maven. For må man godt sige det?????? Well….. Hvis man er Idles, så ja måske? Men wow, et sats på en festival som Northside. Og dog, så virker det. Utroligt nok.
Vrede og kærlighed kan godt gå hånd i hånd
Under “Divide and Conquer” bliver der dannet den gode gamle wall of death som ender i mosh pits og crowd surfing, som ser ud til at gå meget kærligt og fredeligt for sig. Efter “Scum” kaster guitarist Mark Bowen sig – iført palietkjole (eller jumpsuit??) – sig ud med guitaren i publikum, og folk går amok.
Lige fra starten er bandet utroligt nærværende og kommunikationen med publikum virker dejligt naturlig og nede på jorden. Der bliver holdt en lille cute takketale, hvor Talbot udtrykker sin taknemmelighed for, at de er på Northside og i Danmark efterfulgt af nummeret “The Wheel”.
Noget, der er absolut fascinerende ved Idles er, at ligeså vrede og rasende de kan være under numrene, ligeså bamsede og rare er de indimellem. De virker benhårde, men i virkeligheden er de bløde som smør. Og jeg elsker kontrasten. De er her ikke kun for os, de er her også for at have “a fucking good time”. Der bliver joket lidt hist og her indimellem de politiske budskaber om facisme, Palestina og immigration. Og der bliver udvekslet kærlighedserklæringer og kindkys med Bowen samt grint af en hat, som Talbot så pænt beskrev som “what a waste of a hat” med et stort smil på læben.
Professionelle provokatører
Der er også plads til historier om en kammerat, hvis depression eftersigende ændrede hele Talbots måde at se tingene på, hvor vi efterfølgende også bliver påmindet om, hvor vigtigt, det er at tale med nogen, hvis det står skidt til. Samt en hyldest til immigranterne med sangen “Danny Nedelko”, der virkelig får folk til at synge med.
Bandet har knaldgod sammenspil og dynamikken i setlisten er SPOT ON. Til slut får alle i bandet en lille solo og introduktion, og Idles slutter koncerten af med et seriøst brag af en fest.
Idles er måske ikke heeeeeelt Northside material? Det ville nogen helt sikkert mene! Men helt ærligt, så synes jeg det klæder den pæne festival at være lidt beskidt. Og her taler jeg ikke bare om mudder og øl kasteri. Men at publikum bliver udfordret. Provokeret. Hell yeah. Det har vi sgu godt af nogle gange.
