APHACA leverede forventelig folkefest – resten var overladt til fantasien

Hvis du er stor fed APHACA fan, så har du med al sandsynlighed haft en kæmpe koncert, og så er den her anmeldelse ikke for dig.

Hvis du til gengæld hørte APHACA for første gang på Northside, så forstår jeg godt, hvis du står tilbage med en forvirret følelse og med spørgsmål om, hvordan den her gruppe ellers charmerende unge mænd er steget til tops i det ganske danske.

For når vi har med Danmarks (måske) mest hypede navn at gøre, så synes jeg godt man kan forvente mere, og mere fik vi absolut ikke. Lidt forsigtigt siger jeg, at jeg har hørt (så tag det med et gran salt), at deres sceneshow skulle fylde intet mindre end tre hele lastbiler, og mens lyssøjlerne svajede imponerende ind over Astra, så var det absolut ikke til at mærke. Faktisk manglede sceneshowet kreativitet, originalitet og energi.

Måske er det utaknemmeligt at blive SÅ store SÅ hurtigt, og indrømmet, APHACA virker tilpas på en scene, men det er lidt som om, at de alligevel ikke helt ved, hvordan man skal leve op til den stjernestatus man sidder med. Setlisten virkede stort set hele vejen igennem tilfældigt sammensat, og undervejs væltede de rundt i stemning og energi – “En drøm om et menneske” ryger som nummer tre eller fire, og så er vi tilbage i APHACA-core, som er ganske stille, langsom og føleren.

Nej, jeg forventer ikke moshpits til APHACA, omend jeg ville elske at se det, men jeg stod med en følelse af, at man ikke sådan for alvor turde bygge stemning op, for hver gang festen tegnede sig, satte man tempoet ned med langsomme, akustiske sange. I hvert fald til et punkt – for lidt over halvvejs gennem koncerten tegnede festen sig endeligt alligevel, til tonerne af “Smelter under månen”, og der bliver pludseligt både sunget OG danset!

Og i tre-fire numre holder stemningen, og en sur ung mand (mig) er pludseligt nærmest glad! Men – og det er et kæmpe men – det er simpelthen ikke nok. Størrelsen forpligter, APHACA skal kunne så sindssygt meget mere, og det kunne de ikke i løbet af de 75 minutter de fik fra torsdag kl. 19 på Astra.

Det er ærgerligt, for APHACA har et tekstunivers der på mange måder er ulig noget andet man kender, og som virkeligt er spændende. Der er perspektiver i deres projekt, og jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, men det kræver, tror jeg, at man lige klemmer ballerne sammen, og gør sig noget mere umage i fremtiden.