De har snart 10 år på bagen siden dannelsen i 2018, men det er først indenfor de sidste par år, at Kalaset virkelig er begyndt at rykke på den danske musikscene. Og de er nået vanvittigt langt, men der er stadig vej igen.
Kalaset havde regnet med folk blev væk. Ligesom alle os andre, gruede de for vejret, for hold op, hvor er det demotiverende at spille for en halvtom plads, hvilket ikke er en sjældenhed, når man er en af de første. Og slet ikke når vejrudsigten er ligeså uforudsigelig som præsidenten derovre vest på.
Sidst undertegnede så dem var på smukfest 2025, hvor det var en halvflad affære. Alt det, jeg manglede dengang, fik jeg trefoldigt igen torsdag eftermiddag på Astra på Northside Festival. Lige inden det store, frygtede regnskyl kom bragende ind over pladsen.
“Vi har ventet så længe for at spille på den her festival!” råbte forsanger Morten Holm Ørsager udover et rimelig velanmødt publikum, der langsomt voksede sig større og større hen under koncerten. Og dét der inderlige ønske, om at stå på Northside, var noget, der manifesterede sig allerede fra start.
Ørsager formåede virkelig at komme ud over scenekanten – på trods af at være det første band på Astra og særligt med den tidlige spilletid. Og den energiske frontmands performance smittede hurtigt af på det lidt tøvende publikum. Og det var netop energi og engagement fra bandet, jeg savnede for et år siden i Bøgeskoven. Vi fik de gode hits som “Kaos Kan Være Smukt” og “Riv Mig I Håret”, men også plads til en ny single, der belyste stærke politiske emner og frustrationen om, at gå ét skridt frem og føle man går to tilbage.
Særligt i slutningen af koncerten smittede energien af på publikum, og ikke kun på de forreste rækker. Under og efter “Tag mig som jeg er” oplevede vi den der fællesskabsfølelse, man får under en koncert, når den bare lykkes. Jeg tog mig selv i at stå og smile, da publikum bølgede afsted og hoppede op og ned efter kommando fra bandet. Det var skønt at se, at Northside’s festivalgængere ikke er bange for at give den gas selvom dagen er ung.
Det er helt tydeligt, at Kalaset rykker sig fra at være et up-coming navn til at stå dér, de fleste kun tør drømme om. Dog er der noget vej igen for at nå de nye højder.
Ligeså meget jeg nyder at se bandet udvikle sig, ligeså meget savnede jeg en matchende energi fra kvintettens kvinde, sanger og pianist, Sidsel Due. Desværre endte hun med at stå kraftig kontrast til Ørsagers stærke og skarpe vokal, boblende og brusende energi, hvilket var tydeligt under hendes solo vokal midtvejs af koncerten. Hendes vokal var svag, ikke helt skarp på tonerne og hun virkede tilbageholdende og ikke helt sikker i sin sag.
Der går ikke længe før vi ser meget meget meget mere til Kalaset, hvis de vokser så meget på et år – det er helt sikkert som amen i kirken, men det kræver godt nok, at alle bandmedlemmer er med på præmissen.
