Royal Arena i København blev lørdag aften forvandlet til et dunkelt katedralrum, da Massive Attack klokken 20.30 åbnede med “In My Mind” og trak publikum ind i “Risingsons” industrielle tåge.
Det var nærmest dunkelt på den farlige måde. Lyden var tung som våd beton, men samtidig præcis, hvor den skulle være.
Med “Black Milk” trådte Elizabeth Fraser ind som et spøgelse, der brød mørket, mens “Girl I Love You” med Horace Andy tilførte varme til det ellers kolde lydbillede. Andy lignede en mand med fuld kontrol over scenen, men samtidig virkede han skrøbelig, som om han kunne falde sammen hvert øjeblik.
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Massive Attack arbejder med stærke politiske udtryk i deres visuelle univers. Det har de altid gjort. Men denne aften i Royal Arena tog det visuelle overhånd og stjal opmærksomheden fra musikken. Billeder af bomber i Irak, Elon Musk og russisk propaganda fyldte skærmene og kæmpede konstant om opmærksomheden med koncerten.
Tiden syntes at stå stille
Det var først ved den skrøbelige “Hymn of the Big Wheel”, at en hel sang fik lov til at stå alene uden visuelle forstyrrelser. Det var en lettelse. For en gangs skyld fik musikken lov til at eksistere uden konkurrence.
Mange i Royal Arena denne aften var tydeligvis kommet for at høre Elizabeth Fraser. Hver gang hun trådte ind på scenen, ændrede rummet helt karakter. Helt stille og skrøbeligt leverede hun hvert eneste ord med en næsten overjordisk lethed, og et af aftenens stærkeste øjeblikke opstod under “Song to the Siren”, hvor tiden syntes at stå stille, hvor den 62-årige sangerinde var koncertens ubestridte højdepunkt.
Ved “Inertia Creeps” kom aftenens første egentlige jubel fra publikum. Musikalsk var der dog mindre at juble over. Lyden forsvandt flere gange undervejs, så vokalen blev utydelig i et rodet lydbillede. Visuelt var det til gengæld overvældende med skiftende budskaber om alt fra Taylor Swift, Lizzo og Miley Cyrus til Beyoncés formue og Pedro Pascals krammere.
Få musikalske højdepunkter
Intentionen var tydelig: en kritik af AI, informationsstrømme og moderne kultur. Men mængden af indtryk blev så massiv, at den begyndte at modarbejde sig selv.
Det samme problem gik igen gennem koncerten. Når politik og visuelle statements fyldte så meget blev musikken reduceret til baggrund for et større budskab.
“Angel” udløste aftenens andet store jubelbrøl og et af koncertens musikalske højdepunkter. Her ramte energien endelig med en tyngde, der havde manglet og “Safe From Harm” med Deborah Miller var ligeledes stærk. Budskaber om Palæstina-Israel-konflikten fyldte skærmene, men musikken stod denne gang mere selvstændigt.
“Unfinished Sympathy” blev koncertens mest tiltrængte pust af dynamik. Nummeret gav et løft til et show, der flere gange truede med at blive monotont. Ofte blev det, det også.
Mange havde ventet på ét øjeblik
“Levels” af Avicii dukkede uventet op, og det blev malplaceret. Det burde ikke fungere i Massive Attacks univers, og det gjorde det heller ikke. Publikum virkede ligeglad, og øjeblikket stod mest som et mærkeligt indslag brugt som en tissepause.
Finalen med “Teardrop” samlede mange af de tråde, koncerten havde spredt ud undervejs.
Fraser leverede sangen med den skrøbelighed, der har gjort den ikonisk. For første gang føltes alt samlet: musik, lys og publikum i samme rum.
Da de sidste toner forsvandt, stod Royal Arena tilbage som et ekko af en koncert med få musikalske øjeblikke, men også med et visuelt univers, der flere gange stod i vejen for sig selv.
Det var ikke bare en koncert. Det var en demonstration.
Og som demonstration var den mindre overbevisende end som musikoplevelse.
