Olivia Dean gjorde Royal Arena til et varmt kram

DER ANVENDES I DENNE ARTIKEL ARKIV BILLEDER FRA OLIVIA DEANS KONCERT I VEGA FRA 2022. FOTOGRAFER VAR IKKE TILLADT TIL KONCERTEN I ROYAL ARENA.

Der findes popstjerner, der vil forandre verden. Og så findes der popstjerner, der bare vil have os til at opføre os ordentligt over for hinanden.

Olivia Dean hører til i den sidste kategori, og torsdag aften i Royal Arena blev det næsten hendes største triumf: At få en udsolgt arena i Ørestad til at føles som et varmt kram.

Hun synger om at være “nice to each other” med en selvfølgelighed, som om det er den mest revolutionerende idé i verden. Og måske er det netop derfor, hendes musik lige nu rammer så præcist: fordi hun leverer den uden ironi, uden distance og uden det kyniske popfilter.

Olivia Dean er ikke cool på den kolde måde. Hun er cool, fordi hun virker oprigtigt rar.

Koncerten åbner med “The Art of Loving (Intro)”, og scenografien lægger sig straks i et udtryk, der balancerer mellem oldschool glamour og moderne popminimalisme.

Hun står som en silhuet bag bløde gardiner, og vokalen svæver ud i arenaen, før hun træder frem som en stjerne, der ikke behøver at overbevise nogen om, at hun er det.

Olivia Dean, Vega, 120422
Foto: TERRANAUT.DK / (C) Rasmus B. S. Hansen

Ingen store armbevægelser

“Lady Lady” og “So Easy (To Fall in Love)” lander med den slags lethed, der kun findes hos kunstnere, der ved, at de har melodierne på deres side. Der er ikke behov for store armbevægelser, men hun laver dem alligevel, fordi hun tydeligvis har det for sjovt til at lade være.

Hun danser, hopper, smiler konstant. Ikke som en koreograferet facade, men som et menneske, der virker oprigtigt lykkelig over at stå lige dér.

Det kunne have været kvalmende. Men det er det ikke.

Der er ingen tvivl om, at Olivia Dean er dygtig. Faktisk så dygtig, at man undervejs begynder at spekulere på, om det bliver lidt for dygtigt. For showet i Royal Arena var så gennemført og så velkontrolleret, at det til tider føltes mere poleret end levende.

Problemet var ikke, at det var dårligt, nej tværtimod.

Problemet var, at det blev meget af det samme. Sangene kan føles forskellige i stemning, men lyder ofte så beslægtede, at koncertens 1 time og 40 minutter begyndte at føles for lang.

Derfor var det også de sjældne brud, der stod stærkest. Da hun glemte at tilslutte sin guitar før “Time”, da hun satte sig frem med guitaren under “UFO”, eller da hun rykkede ud på den blomsterformede B-scene og lod numre som “Loud”, “A Couple Minutes” og “The Hardest Part” få lov at være skrøbelige og mere menneskelige.

Olivia Dean, Vega, 120422
Foto: TERRANAUT.DK / (C) Rasmus B. S. Hansen

Et tydeligt overskud

Olivia Dean synger, som om nervøsitet aldrig har eksisteret, og hvert ord hun sender ud i arenaen, lyder oprigtigt ment. Der hviler en konstant følelse af autenticitet over koncerten, ikke som et gennemtænkt brand, men som en stemning. Som om hun endnu ikke har lært at spille verdensstjerne, og måske heller aldrig kommer til det, fordi hun egentlig ikke virker interesseret i rollen.

Showet er ellers langt fra småt. Der er outfitskift, stramme arrangementer, tydeligt overskud i bandet og en produktion, der er glitrende uden at være overproduceret. For Olivia Dean placerer sig ikke i den samme poptradition som TikTok-stjerner og streamingfabrikker. Hun placerer sig i en soul-pop-linje, hvor sangskrivning og musikalitet stadig er en dyd.

Finalen var konfetti-euforisk uden at blive plat. “OK Love You Bye” og “It Isn’t Perfect But It Might Be” fungerer som en slags afskedsbrev i popform, og da hun lukker med megahittet “Man I Need”, står det klart, at Olivia Dean ikke længere er et løfte. Hun er en af de sjældne popkunstnere, der kan få en arena til at smelte uden at hæve stemmen.

Hun gjorde det med charme, præcision og en næsten provokerende mængde menneskelig varme.

Og i en tid, hvor pop ofte handler om attitude, var det næsten chokerende at opleve en sangerinde, der i stedet insisterer på noget så gammeldags som venlighed.

Det var, helt enkelt, umuligt ikke at blive lidt forelsket.

Olivia Dean, Vega, 120422
Foto: TERRANAUT.DK / (C) Rasmus B. S. Hansen

Se også

Ugidelige Father John Misty var mere kedelig end kirken

Okay, hvis jeg skal være helt fair, så er...

Med et 21 minutter langt ekstranummer satte Zach Bryan ild i Parken

Man skulle næsten tro, at et gammeldags jysk dyrskue...

Skepta lukkede teltdugen ned på Nova

Nova var propfyldt, da den britiske grimestjerne, Skepta indtog...
Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her