Royal Arena har set sin del af internationale maskiner, men da Tame Impala indtog København på deres Deadbeat Tour, føltes det mindre som en koncert og mere som et kæmpe, pulserende laboratorium.
Klokken 20:10 gik det i gang, og fra første sekund blev vi trukket ind i en bølge af lyd og lys, hvor Kevin Parker, psych-poppens omhyggelige mastermind, styrede aftenen med samme kølige kontrol, som han formentlig styrer alt andet i sit liv. “Apocalypse Dreams” åbnede med en næsten filmisk fornemmelse af undergang forklædt som fest, og allerede dér stod det klart: Det her var en sanseoplevelse. Den slags, hvor man ikke bare ser den, men man mærker den. “The Moment” og “Borderline” fulgte efter, og publikum virkede klar til transcendens. Eller i det mindste til at glemme, hvilken dag det var.
Men så kom den lille sten i skoen: lyden. De første 20 minutter var mildest talt mudrede, og Parkers vokal flød rundt i mixet som en ballon, man holder for åbningen for at slippe så lidt luft ud som muligt. Det var frustrerende, især fordi Tame Impalas musik netop lever af små detaljer, der skal stå knivskarpt. I stedet lød det i starten som en UFO, der landede og foldede sine fremmede lyde ud uden helt at fortælle, hvad den egentlig ville. Heldigvis var det kun en midlertidig fejl i maskinen, for da “Loser” og “Breathe Deeper” ramte, begyndte tingene at falde på plads. Og så gav det pludselig mening.
Scenedesignet gjorde i hvert fald sit for at holde folk fast. En hævet halvcirkel badet i lys nedefra, så det lignede, at scenen svævede. Over den bevægede lyset sig som en hulahopring i kredsløb, fyldt med glødende konstellationer, der vred og bøjede stemningen i takt med musikken. Hver gang laserlyset skar gennem arenaen, hujede publikum, som om nogen havde opfundet farven grøn på ny. Og ja, det skete mange gange. Men det virkede. “Gossip” fungerede som et kort, hypnotisk åndedrag, og da “Elephant” endelig væltede ind, stak det helt af.
Kollektiv nostalgi-bølge
“Afterthought” var et af de øjeblikke, hvor Parker slap kontrollen og bevægede sig helt ud mod scenekanten, som om han selv lige skulle sikre sig, at vi stadig var med. Og “Feels Like We Only Go Backwards” ramte publikum som en kollektiv nostalgi-bølge. Man kunne nærmest høre folk tænke: Den her sang har reddet mig igennem et eller andet.
Da en mindre scene blandt publikum blev indtaget med “Ethereal Connection” og “Not My World”, ændrede koncerten karakter. Det blev rave. Forfriskende og blæsende, som at stå ved Vesterhavet og få sand i ansigtet – bare i musikform. Parker lå nærmest på scenen som et barn i et barneværelse, der ikke kan lade være med at lege videre. Og så kom øjeblikket, hvor publikum holdt vejret: Da tonerne til “Let It Happen” begyndte, var det som om folk ikke helt troede deres egne ører. “Nangs” var kort og hypnotiserende, men “List Of People (To Try And Forget About)” og “Alter Ego” slog desværre lidt af luften ud af ballonen. Her blev det lige lovlig spacy. Man fløj lidt for tæt på solen.
Men så fandt koncerten hjem igen. “Yes I’m Changing” var smuk, men også en smule søvnig, som om den aldrig helt voksede sig større end sig selv. Til gengæld fik “Eventually” publikum til at råbe så højt, at det lød som en arena fyldt med dedikerede disciple. Og med “New Person, Same Old Mistakes” gik alt op i en højere enhed: konfetti, lys, varme og et gulv, der nærmest vibrerede af fælles ekstase.
Tame Impala var og blev altopslugende
Efter en kort pause kom bandet tilbage til et brøl, der lød som Jesus i levende live. Ekstranumrene var ren overgivelse: “My Old Ways” var hungrende og bidende farlig, mens “The Less I Know the Better” var så ekstatisk, at publikum næsten brød lydmuren – især på linjen “Come on Superman, say your stupid line.” Der var ingen dumme linjer denne aften. Kun et band, der havde bygget et rumskib i Royal Arena og sendt os ud i noget, der mindede om psykedelisk pop-himmel. “End of Summer” sluttede buldrende og lidt for rodet, men på det tidspunkt var der heller ikke mere at hente. Parker stod med hænderne ud til siden, og hele arenaen tilbad ham.
Tame Impala leverede ikke en perfekt koncert i København. Lyden haltede flere steder, og enkelte passager trak lidt ud. Men som helhed var det en svimlende flot, gennemtænkt og til tider helt uvirkelig oplevelse. På et tidspunkt slog det mig, at Tame Impala faktisk havde lidt af den samme effekt som den irske sangerinde Enya. Det giver umiddelbart ingen mening, men følelsen var den samme: Man forsvandt ind i det. Enya får én til at slappe af. Tame Impala fik én til at give slip. Ikke fordi det blev roligt, tværtimod, men fordi det blev så altopslugende, at man holdt op med at tænke og bare var der.
Det var den slags musik, der ikke beder om opmærksomhed. Den tager den.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
