Man kan tage pigen ud af Aarhus, men man kan også tage hele Aarhus til Amager. Det var sådan det føltes ved Tinas 25 års jubilæumsbrag i Royal Arena, hvor gæster som veteranen Steffen Brandt, dramadronningen Trine Dyrholm, rapperen Orgi-E, superkoret Vocal Line og et åndsvagt velspillende ensemble hjalp jubilaren i mål med en fremragende koncert.
– “Københaven. Smid telefoner og lightere op og gør sådan her!” råber Orgi-E fra Suspekt med sin karakteristiske hæse vestegns-røst fra scenen, mens hans arme kører fra side til side. En eksplosion af gyngende lys fylder en proppet arena og midt i det hele står aftenens jubilar og rapper:
“Et vælg af valgmuligheder der vil gøre mit døgn meget længer’
Omfavner lige tilbage – læner mig ind i lortet
Nyder hvert sekund, øjeblikket kommer ikk’ tilbage”
Og selvom Dickow synger om at være helt alene, er det det sidste, hun er her til aften. Gennem en marathonopvisning på 28 sange beviser hun, at hun er lige så folkelig som TV-2, lige så cool som Trine Dyrholm og lige så elskelig som alle os på gulvet og lægterne har fundet hende gennem det sidste kvarte århundrede. Dette bliver kun understreget af en fælles bevægelse gennem salen under ‘Open Wide’, hvor hundredvis af hvide A4-ark bliver holdt op blandt fansne. TAK TINA – YOU GLOW står der, flankeret af et rødt hjerte, og eksil-islændingen på scenen er tydeligt rørt under sin sårbare solo-version af nyklassikeren.
Sange i A(mol), G og F
Arenaballet åbnes med en video en en pige med langt lyst hår, der sidder foran et gammelt piano. Simple akkorder. Simple sætninger. Dog gennemtrængende og sjæl-spidende som kun sangerinden fra Åbyhøj kan skrive det. Da kameraet panorerer fra ryg til ansigt, er det dog ikke Tina selv, der sidder ved klaveret, mens 12-årige Jósefina Dickow Helgadótti der slår toner og fraseringer an. På scenen hæver lyskeglerne sig mod publikum og et 30-mands kor stemmer i. Vocal Line, hjembragt fra Aarhus, spejler datterens sang i ‘My Mirror’. Pludselig dukker aftenens værtinde op i sorte jeans, brokadebluse og en florlet nederdel, der danser bag hende, som de 25 års hårdt arbejde og op- og nedture, der har ført hende hertil.
Den gigantiske storskærm sender os fra klaveret i stuen på Christian Winthers vej i Aarhusforstaden til London, Paris, Island og endelig hjem igen. En aften præget af kronologi, fortællinger og full circle wholesomeness. Tina fortæller, at hun aldrig før, og aldrig igen vil opleve, at så mange af hendes venner, familie og fans fra hele verden er samlet i det samme rum, og kærligheden i luften er så tyk, at den kan skæres i skiver og serveres som stadionplatte på Ceres Park under en AGF-kamp. Den får dog lige et ekstra nøk op af emotions-barometeret, da Tina og Helgi mødes i en øm duet over pianoet på ‘Goldhawk Road’. Den sympatiske og virtuose husbond bliver også nødt til at dele med publikum, hvor stolt han er over sin frue, mens hun er ude i kulissen til et tøjskift, der byder på all-black elegance, med et vink af sødme fra en tekstil blomsterkrans om halsen.
Kollegafest og coolness
Men det er svært at holde folk fra provinsen til ilden, og som shotsrørene ryger ned, bliver feststemningen i salen lidt konfus, når bandet går fra tonsertrommer og guitarlir til sorgfuld sødme og skønsang. Da klokken nærmer sig 22, og vi er 17 (!) numre inde i settet, slæbes det store skyts på scenen. Først i form af forsangeren i Verdens Kedeligste Orkester, Steffen Brandt, der nonchalant leger guitar-tech og overrækker Dickow en guitar under You ‘Wanna Teach Me to Dance’. En gestus han følger op med to gæsteoptrædener, samt en rap replik om at afstanden fra et værelse med udsigt til en baggård i London, og videre til Royal Arena er lige præcis 25 år og lidt ‘hjælp fra en god kollega i nærområdet’.
Tina går fra fe-følsomhed til dance-dronning på et splitsekund, og med Vocal Lines pompøse arrangement som afsæt, giver hun os Vikinge-disco for alle pengene på ‘True North’. Salen nærmest eksploderer, da endnu en Dronning entrerer brættet i form af Danmarks dramatiske kraftcenter, Trine Dyrholm, klædt i sølvglinsende jakkesæt og slips langt ned i kavalergangen. Der er woman-power nok på scenen til at starte en femte tsunamibølge af feminisme, og sammen får de ‘Ikke Nogens Pige’ – der er førnævnte Brandts omskrivning af Tinas egen ‘Nobodys man’ – til at lyde som kvindekampens primalskrig udsat for dansabelt beat og vidunderlige fraseringer.
Og så rapper Tina. ‘Helt Alene’ åbner hun på egen hånd, flydende på et beat af trommer og optur, indtil endnu et jakkesæt kommer hende til hjælp. Det sidder på en Klamfyr, der i aften dog er pænt klædt på, men ikke har glemt, hvor han kommer fra. Stroferne flyver og markerer samtidig Dickows egen rejse fra engelsk til dansk. Eksemplificeret i ‘Bitte Små Ryk’ fra 2022-albummet af samme navn og sluttende med en moden og reflekteret ‘Lykken Er…’ fra hendes post-corona erkendelse om, at livet, lykken og denne aften ikke varer evigt:
“Det ska’ godt nok være vigtigt
Hvis det ska’ ta’ min tid
Tid er lykken, lykken er tid
Og tiden er”
Refleksion og tålmodighed
Mens Helgis trombone synger inderligt om kap med hustruens sprøde vokal, pakker de store avisers anmeldere sammen og drøner – ironisk nok – af sted for at nå deres deadline. Vi andre har måske nået samme erkendelse som Tina. At the fastest way to get there is to go slow, og heldigvis belønnes vi for vores tålmodighed.
Featuring Vocal Line går bandet på til det første af tre ekstranumre, og de Dickowske refleksioner over tilværelsen fortsætter på ‘Lidt Mere Menneske’ og endelig kærlighedshymnen til den by, hun i aften har lagt for sine fødder. ‘Copenhagen’ bliver endnu en gigantisk fællessang i Arenaen, mens der skæves til parkerings-apps og ned i bunden af tomme fadølskrus. En gigantisk aften i Royal Arena går på held, og 25 års imponerende musikalsk talentarbejde er blevet hyldet med bravour. Men jubilaren har endnu et es i ærmet.
Helt alene på scenen, badet i en projektør, kommer hun ud. Pigen med guitaren, der blev til kvinden med sangene og historierne. Uden at bæve slår hun tonerne til ‘Room With a View’ an. Tinas udsyn er i årene gået fra mænd, drømme, ud- og hjemlængsel og håbet om det store gennembrud til at hæve sig fra øen i nordatlanten og ud over sin familie, sin branche, sit værk og sine seneste 25 års erkendelser om, hvad det vil sige at være menneske. Vi håber, at den 48-årige sangerinde vil undersøge livets op- og nedture i mange år endnu.
Se flere billeder fra jubilæumskoncerten med Tina Dickow i Royal Arena her
Setliste
1. My Mirror (feat. Jósefina Dickow Helgadótti og Vocal Line)
2. Back Where We Started
3. Break of Day
4. Warm Sand
5. Home
6. Nobody’s Man
7. One
8. Count to Ten
9. Sacré Coeur
10. On the Run
11. Open Wide
12. No Time to Sleep
13. Friend in a Bar
14. Goldhawk Road (med Helgi Hrafn Jónsson)
15. Welcome Back Colour
16. You Wanne Teach Me to Dance
17. Alt hvad hun ville var at danse (TV-2 cover med Steffen Brandt)
18. Hallelujah (Leonard Cohen cover med Steffen Brandt)
19. True North (med Vocal Line)
20. Someone You Love
21. Pigen ud af Aarhus
22. Ikke Nogens Pige (med Trine Dyrholm)
23. Helt Alene (med Klamfyr/Orgi-E)
24. Bitte Små Ryk
25. Lykken Er…
Ekstranumre
26. Lidt Mere Menneske
27. Copenhagen
Ekstra ekstranummer
28. Room With a View
