En næsten udsolgt Royal Arena var klar til at lade Suede danse med europæerne, og selvom det vanligt var en godkendt præstation, så var det som om, at magien alligevel blev lidt strømlinet.
Når Brett Anderson møder op i København, så flokkes danskerne til som en mågeflok ved en havnecafé. Alle vil have et stykke af Brett, og han deler gerne ud. Der er stadig (så alt er, som det plejer) ham, der tegner ansigtet udadtil hos Suede, mens de fire øvrige medlemmer pusler lidt rundt i baggrunden og gør deres ting.
Denne lørdag aften var Suedes’ 20. koncert i hovedstaden, og da Suede jo ellers også har spillet på alt fra en industrimark i Aarhus til Grøn Koncert-karavanen i 2003, så kan man konstatere, at Suede elsker Danmark, og danskerne elsker dem lige i hovedet tilbage. Sådan har det været siden Britpoppens indtog, hvor Suede sloges ufrivilligt med navne som Oasis, Pulp og Blur om tronen. Det var såmænd også Suede, der stod på SmukFest tilbage i 2023, hvor denne signatur skrev sin allerførste musikanmeldelse.
Brett var her, der og alle vegne
Straks, da bandet gik på scenen, ramte spotlightet naturligvis Mr. Anderson, der som en anden frelser var klædt i hvidt. Der skulle dog ikke gå længe, førend Bretts nystrøgne skjorte var krøllet og våd som en karklud. Med sædvane stor energi gik den gode Anderson i gang med at piske en stemning op, hvor mikrofonen blev sat i svingninger, som var han igang med at lave et australsk bush-opkald. Selve ledningen kom nu heller ikke til at kede sig denne aften, hvor Bretts manøvrer rundt på scenen krævede sit.
Som værende en del af “Dancing With The Europeans”-tour’en, så blev der naturligt nok sparket hul igennem til publikum via sidste års “Antidepressants”-album. Først via førstesinglen “Disintegrate” og bagefter albummets titelnummer. Den føromtalte ledning måtte strække sig langt for at kunne følge med i forsangerens eskapader, der endte både stående rundt på både sceneudstyr og liggende på ryggen på scenen, når altså ikke Brett lige var ude og runde forreste række med high-fives og krammere.
Mestendels var Brett dog på alle fire. “Stakkels knæ”, kunne man være fristet til at sige, for frontmanden gjorde bestemt alt, hvad han kunne for på velkendt teatralsk manér at tage sit publikum gennem sangene mere end bare lyrisk. Ledningen måtte således finde sig i at blive brugt som langreb, som man kender det fra skolegårdens frikvarter. Strukket blev det også i uhørt grad, når der skulle interageres med masserne. Der kan ikke have været mange scene-kvadratcentimeter uden Bretts sveddråber.
Selvmodsigende postulat
Flere gange kunne man høre Brett Anderson udtrykke, at Suede altså ikke er et nostalgisk band. Formentlig henvist til, at man skulle være forberedt på, at der ville blive spillet en hel del nyt denne aften. Det var der nu ingen grund til at undskylde for, for “Antidepressants” er et ganske glimrende album, hvorfra man også finder et af koncertens bedste bidrag denne aften i form af “June Rain”.
Suedes tiende studiealbum blev luftet fire gange, mens forrige plade “Autofiction” blev aftenens topscorer med fem bidrag. Heriblandt var “Shadow Self” et af de stærkeste kort, hvor publikums “oh oh” blændede fabelagtigt ind. Dog må man sige, at det unostalgiske statement klingede noget hult, for hele 12 af aftenens 21 numre var fra bandets fire første albums (perioden 1993-1999). Således ingen numre fra 00’erne og helt op til førnævnte “Autofiction”, der er fra 2022.
Suede har haft lidt vekslende setlister at mixe dagsform på, og til denne københavnske aften var det for denne signaturs smag ikke den stærkeste sammensætning, når man kigger på, hvad vores skandinaviske naboer tidligere er blevet budt i marts. Og hvor var i øvrigt den formodentlige sikreste skæring til at performe live? Der var i hvert fald ingen “Dancing With The Europeans” at høre denne aften, og det er første gang, at den er undladt på den igangværende turné…
Naturligvis tog “Trash” fra den vanvittige “Coming Up”-plade kegler, når den som stemningssætter allerede blev skudt afsted som koncertens tredje nummer. “Animal Nitrate” forbinder jeg med Andersons allerstærkeste vokaludladning. Den sidder som oftest lige i skabet, og således også denne aften. Men hvor ville det have været ønskeligt, om “Obsessions” eller “New Generation” med sine simple og melodiøse omkvæd havde været valgt til. Det ville have klædt helheden.
“Filmstar” gav Anderson mulighed for at vise alle sine poses, mens der var sing-a-long-stemning fra publikum på “The Wild Ones”, som blev fremført akustisk mellem Anderson og Suedes benjamin og guitarist Richard Oakes. Og det var faktisk lige midt i alle ørehængerne, at noget slog mig…
Ordinær storhed (til tider)
Bedst som Suede havde publikum i sin hule hånd med gamle klassikere som “Everything Will Flow” og “So Young”, så kunne man kigge på klokken og konstatere, at Suede var i gang med sin afrunding af koncerten. Enten manglede koncerten at forløse sig, eller også var koncerten bare et stort peak?
Problemet var velsagtens, at man kunne blive i tvivl. Hvor var den her opbygning, der har til formål at lede mod storhed? Var der sneget sig en smule trivialitet ind i maskinrummet alligevel? Var det alligevel blevet en snert småkedeligt under “Personality Disorder” via “Pantomime Horse” og over til “Turn Your Brain Off And Yell”? Var det ikke som om, at numrene forbandt sig uden nævneværdig signifikans?
Faktum var i hvert fald, at selvom koncerten også skød “Metal Mickey” og “Beautiful Ones” af som afrunding, hvor Brett Anderson planmæssigt havde forvildet sig helt ud i publikumsmængden, men efter kort tid måtte trække sig tilbage på scenen for at få lov til at synge, så manglede uret altså at passere halvanden time. Det lykkedes lige med nød og næppe via aftenens to ekstranumre, hvor “Saturday Night” som skrub-af-mad ikke kunne have passet bedre.
Det er som om, at der er noget, der mangler
En Suede-koncert er altid en fornøjelse. Denne var min ottende af slagsen, men sammenholdt med gamle minder, så var denne faktisk den svageste oplevelse. Det er tilmed første gang, at jeg gik fra en Suede-koncert både underholdt, men samtidig også lettere mellemfornøjet. Det er en sær følelse sådan lidt splittet mellem “det var egentlig meget fedt, men var det det?” Det er i hvert fald første gang, at jeg kan konstatere, at Brett atter gav sig fuldt ud, men altså “blot” i en fodboldkamps varighed.
Summa summarum, så er det uden tvivl ganske krævende at gøre det, han gør. Både fysisk og mentalt. Kunstnerisk frihed længe leve. Koncerten var i alt fald en påmindelse om, hvor højt barren for niveau er sat, når man alligevel kunne slentre fra Amager med en følelse af, at denne koncert var min ottende bedste koncert med Suede, og at man alligevel havde oplevet en fuldgod koncert med et af Englands mest geniale bands.
Vil du se flere billeder, kan du klikke her!
