Der findes kunstnere, man forstår. Og så findes der Eros Ramazzotti som man føler.
For sandheden er, at noget af det smukkeste ved den italienske smørtenors katalog er, at langt de fleste i publikum ikke aner, hvad han egentlig synger om. Ordene flyver forbi som varme middelhavsvinde, mens melodierne store, sentimentale og melodramatiske gør resten af arbejdet. Onsdag aften i Royal Arena lød det da også ganske godt.
Men godt er ikke nødvendigvis det samme som godt nok.
Koncerten åbnede med “Taxi Story” efterfulgt af “Quanto amore sei” og “Un cuore con le ali”, mens en lille gruppe fans hurtigt indtog pladsen ved scenehegnet. Selfies blev taget, luftkys fløj gennem luften, og da en rødhåret kvinde sendte et dramatisk kys mod scenen, kvitterede Ramazzotti med hånd på hjertet og et teatralsk “I love you”. Det var charmerende. Næsten for charmerende.
For allerede tidligt begyndte koncerten at føles mærkelig.
Plastiktallerkener og papsugerør.
Bandet var fremragende, scenen var flot og lysshowet koreograferet nøje. Alligevel gled det hele sammen i en slags musikalsk sammensurium, hvor koncerten konstant balancerede mellem popshow, varieté og noget, der mest af alt mindede om en musical uden egentlig dramatik.
“I Belong to You (Il ritmo della passione)” fungerede faktisk overraskende godt. Måske fordi man for en gangs skyld forstod teksten. Senere fik klassikere som “Stella gemella”, “Adesso tu” og “Una storia importante” publikum til at nikke i en hypnotiserende rytme, men salen forblev bemærkelsesværdigt afdæmpet. De fleste sad pænt på deres stole med en hvilepuls så lav, at man kort overvejede, om nogen måske var faldet i søvn.
Og måske var det i virkeligheden koncertens største problem.
For Ramazzotti er lyden af ferie. Af rødvin, varme aftener og små italienske restauranter med ternede duge. Men onsdag aften føltes det mere som en lidt træt turistrestaurant med plastiktallerkener og papsugerør.
Længe ventet klimaks.
Undervejs var der glimt af noget bedre. “Se bastasse una canzone” var stadig et dejligt nummer, “Fuoco nel fuoco” fik endelig lidt bevægelse i salen og da “Cose della vita” omsider ramte efter næsten to timer, føltes det som et længe ventet klimaks.
Til gengæld blev “Musica è” trukket ud i en næsten umenneskelig længde, og flere passager føltes som at høre den samme sang igen og igen. Da Ramazzotti under de sidste numre endda begyndte at gå rundt med sin telefon på scenen, var fornemmelsen af storladent italiensk show gledet over i kategorien lettere absurd.
To timers koncert føltes pludselig som meget lang tid – og er næsten også to timer for meget.
Måske er Eros Ramazzotti stadig en verdensstjerne med millioner af fans og 80 millioner solgte albums i bagagen.
Men i Royal Arena lød han mest som en mand, der forsøger at fylde et rum, der måske er blevet lidt for stort til ham.
