Grundet fotoforbud anvender vi arkivbilleder fra hendes 2024-Vega koncert.
Det hele var iscenesat som en film i fire akter, da Laufey indtog Royal Arena søndag klokken 21:10. Røde gardiner. Et ur, der talte med. En elegant blå kjole. Hun lignede den elev i klassen, der elsker skole, fordi skole er det fedeste i verden. Storsmilende. Næsten forbløffet over menneskemængden.
“I can’t believe I’m playing a sold out show in Copenhagen,” sagde hun, selv om den øverste sektion var spærret af. Sidst hun sagde det, var i Vega i 2024. Kontrasterne klæder hende.
“Clockwork” åbnede præcist, og “Lover Girl” fik salen til at live op. Det er trods alt søndag aften. Under “Dreamer” satte hun sig øverst på sit slot i en gynge som en drømmende prinsessefigur. Gudesmuk, men allerede i “Falling Behind” opstod aftenens problem: Bandet overspillede. Vokalen druknede og dét skete flere gange.
Sikke en test
Laufey er super god. Sød. Karismatisk. Men også indimellem super kedelig. “Bored” var ironisk nok netop det, selv om hun charmerende gik hele catwalken rundt og hilste på forreste række. “Too Little, Too Late” ved flyglet midt på scenen var smuk. Tiden stod stille. Publikum næsten også. Flere virkede trætte. Nogle klappede ikke. Enkelte tog en lur. En siddende koncert en søndag til 23:00 er trods alt også en test.
Jazz-akterne fungerede bedre. “Seems Like Old Times” og “Valentine” fik nyt liv, og hendes syv års danskundervisning kulminerede i: “Jeg hedder Laufey. Jeg elsker Danmark. Rød grød med fløde. BMO.” Det var plat, men det var eddermame også sødt.
Men arenaen var for stor. Den intime sfære, som hendes musik lever af, forsvandt i beton og afstand. Det var som om, at Royal Arena blev FOR stor. Det var først i “Forget-Me-Not”, at musikken blev større end rummet.
Uret kørte baglæns
“Mr. Eclectic”, “Promise” og “Goddess” blev leveret med legende overbevisning, dramatisk, lidt for meget, men effektivt. “Har I haft en god aften, København? Det var godt, for nu bliver det sørgeligt.” Hun fik ret. “Snow White” var langsommelig, og hun virkede og lød også selv træt.
Heldigvis eksploderede det hele i “From the Start”, mens uret bag hende kørte baglæns. Et poetisk greb. “Sabotage” gik fra stille til voldsom og chokerede salen, og de store bombastiske elementer fik tydeligvis de sovende gæster til at vågne op.
Ekstranumrene “How I Get” og “Letter to My 13 Year Old Self” lukkede en lang aften, hvor alle afkroge var blevet udfordret.
Laufey er vokset. Spørgsmålet er, om rummene er vokset med hende.
Jeg kan godt have mine tvivl.
