Hvis housemusik nogensinde har taget en akademisk overbygning, må det være hos Shouse. Sofistikeret uden at blive selvhøjtideligt.
Melbourne-duoen og bedste venner, Ed Service og Jack Madin, har gennem det seneste årti forfinet en lyd, de selv kalder “weirdo house”: elektronisk musik med plads til både korsatser, livevokal og menneskelig friktion. Torsdag aften stod de i et halvt fyldt Pumpehuset med bagkataloget, debutalbummet Collective Ecstasy og et publikum, der (næsten) vidste, hvad der ventede.
Koncerten begyndte med et langt intro-stykke. Lyden voksede langsomt, lag på lag, mens rødt lys badede duoen og de tilhørende tre medlemmer.
Otte minutter med instrumental opbygning ledte frem til “Call My Name”, som lynhurtigt satte Pumpehuset i bevægelse. Det var smukt, nærmest højtideligt, og med linjen “When you hear the call that leads us all, I would do anything in the name of love” var der kærlighedsfest for alle. Dog var det her allerede tydeligt, at den mandlige vokal kæmpede. Modsat tilføjede den kvindelige vokal pondus, og det var lige før, at stemningen voksede utopisk.
Slugte langsomt publikum
Herefter fulgte “Your Love”, som var gennemsnitlig, mens “Won’t Forget You” fungerede glimrende og satte en høj standard for resten af aftenen. Det var præcis som man gerne ville have det, servere en torsdag aften i indre København.
“Without You” og “Only You” viste igen forskellen på vokalerne; den mandlige sang var anstrengt i de høje passager, mens kvindens holdt energien oppe. “I Believe in Us” havde en fængende intro, der langsomt slugte publikum, mens den store, bombastiske lydbillede.
Midtvejs blev det mere eksperimentelt. “Sunrise” blev indledt med Madonna-hittet “Hung Up” som backing, mens en smooth saxofon gav kontrast og dybde.
Dybde var der også masser af under “Whisper”, som var aftenens frække øjeblik. Det var næsten rave-agtigt, og Pumpehuset mindede midlertidigt om en tysk undergrundsnatklub, hvor folk virkelig gav slip.
Storslået, prangende og næsten overdrevet
Nummeret, der ændrede alt, “Love Tonight”, ændrede også stemningen i det halvfyldte Pumpehuset. De to versioner, der er på streamingtjenesten Spotify har tilsammen over 1 milliard afspilninger. Dens popularitet var også tydelig torsdag aften. Det var storslået, prangende og næsten overdrevet, men stadig lige tilpas.
Teknikken lød til at fejle flere gange, hvor vokaler pludselig forsvandt, men det blev aldrig afgørende. Saxofonens varme, små fløjtesignaler samt “koret” i form af de få hundrede mennesker gav koncerten farver og dybde.
Det er mærkeligt at konstatere, at Pumpehuset til tider føltes for stort og uoverskueligt til den intime energi, Shouse ellers inviterer til. I et mindre sted som Ideal Bar ville nærværet og detaljerne måske have stået endnu skarpere, og den store fællesskabsfølelse, der musik så bredt omfavner, ville have været fuldendt.
Halv fyldt og udfordret
Efter megahittet begyndte danskerne, som de er værst, at skråle “lå-lå-lå”, og efter en kort pause kom vandet tilbage. Her leverede de en rolig, mere enkel version af “Won’t Forget You”.
Publikum blev aktivt inviteret med, og for et kort øjeblik blev hele Pumpehuset ét kor. Her viste duoen, hvordan deres musik kan skabe fællesskab, selv i et halvt fyldt og akustisk udfordret spillested.
Der findes house, man danser til. Og så findes der den sofistikerede slags, man også lytter til.
Shouse tilhører klart den sidste kategori.
Vil du se flere billeder, kan du klikke lige HER!
