Efterhånden findes der i alle hjem i Danmark en skuffe proppet med opladere, ledninger og mystiske dimser, som ingen aner, hvor de stammer fra, men som viser sig uundværlige, når man mindst venter det.
På mange måder er Simon Kvamm menneskeliggørelsen af netop dén skuffe.
Det er konklusionen efter hans solo-koncert fredag aften i Royal Arena.
For hvem ville have så stort et storhedsvanvid og få den sindssyge idé at forvandle Royal Arena til en slags kirkerum? En scene med klaveret placeret “in the round”, publikum siddende tæt omkring ham og en insisteren på nærvær i forsøget på at gøre Royal Arena til en kirke? Simon Kvamm selvfølgelig.
Lige fra koncertens start, hvor Simon Kvamm satte sig til klaveret og begyndte på ”Revner” fra 2017-albummet Vandmand, var det tydeligt, at denne aften ville være rå og langt væk fra den musik, man normalt forbinder med hitmageren. ”Det handler om samling”, sagde han.
Fuld plade
I to sæt blev der spillet højdepunkter fra det efterhånden store bagkatalog. Fra Simons soloplade videre til tre mænd i en midtvejskrise i HUGORMs ”Honey I’m Home”, en mini-Nephew-genforening med megahittet ”Superliga” og et stort tilbageblik med Henrik Solgård fra Drenge Fra Angora, ”Den forfærdelige musefælde” og Henrik Solgårds tillykke-sang. Der var altså musik fra alle hylder. Selv dem med rigtig meget støv på.
Kvamm har efterhånden været det hele: rockstjerne, popsnedker, satireleverandør, tv-vært, dommer og sangskriver med en uhørt sjælden evne til at balancere det storladne med det – ja, det selvironiske og selvhøjtidelige.
Fredag aften blev endnu en påmindelse om netop dét. For selv i en arena, hvor formatet let kan sluge personligheden, formåede Kvamm at gøre rummet mindre og sangene større sammen med ”vennerne”.
Og vennerne var der mange af – 19 stk. Så der var altså fuldt hus i det musikalske For’Kvamm’lingshus. Der var besøg fra Peter Sommer, Morten Gorm og Árni Bergmann, Janus Kvamm (far), Kristian Riis og René Munk Thalund, Henrik Solgård (Esben Pretzmann fra Drengene fra Angora), Stefan Kvamm (bror), Søren Huss, Jada, Nik & Jay, USO, Benjamin Hav, Mikkel Damgaard og Jens Unmack.
I aften forvandler vi Royal Arena til en kirke
Det var ordene, der kom ud af højttaleren, da koncerten skulle til at begynde.
Men efter koncertens korte pause blev der med besøg fra PRISMA, Stefan Kvamm og Søren Huss på henholdsvis ”Hjem Fra Månen”, ”MORTEN” og ”Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø” tænkt på alt andet end en kirke. Det var højlydt og bombastisk. Var de udgaver blevet spillet i en dansk kirke, var han nok blevet smidt ud af folkekirken.
Når hele præmissen for de to koncerter i Royal Arena er en ekstrakoncert i forlængelse af kirkekoncerterne, ville det have været oplagt at bruge publikum mere som et kor. Men det var desværre ganske få gange, det blev en realitet.
”Hjertestarter” var det heldigvis en undtagelse. Her fik publikum endelig muligheden, og den greb de. I tre minutter overtog de koncerten og råbte ordene ”Hjertestarter” mod scenen. Det overraskede tydeligvis Simon, som sad med hænderne ved hovedet, gik rastløst rundt på scenen og rystede på hovedet.
Stemningen i Royal Arena var i andet sæt ekstra ekstatisk. Det skyldtes et flertal af Nephew-sange og stadig to velspillende gutter, som virkelig satte gang i arenaen. Man kan næsten håbe på en snarlig genforening.
Hvor fanden er Marie Key?
Det er altid fedt med masser af gæster. Især når hele præmissen er netop dét. Hvad der er knap så fedt, er at se Jada som erstatning for Marie Key på ”Gå Med Dig”. Vokalmæssigt er det overhovedet ikke det samme, og Marie Keys unikke stemme er bedst. Hvis ikke hun kunne komme, skulle sangen ikke have været spillet. Det svarer jo til at erstatte Peter Sommer med Mathias Kolstrup fra DUNE. Det ville aldrig nogensinde gå godt.
Meget bedre gik det, da L.O.C. kom på scenen til ”Hospital”. Det er ikke sket siden deres ikoniske optræden på Roskilde Festival den 7. juli 2007 og sikke et glædeligt gensyn. Det var lige præcis, som det skulle gøres.
Det var det også under ”Igen & Igen &”, hvor landeplagen Nik & Jay kom på scenen. Her lavede de mash-up med deres eget hit ”Kommer Igen”. Mod koncertens afslutning kom også USO og Benjamin Hav, begge på HUGORM-nummeret ”Danser Med Buddy”, som fik hele Royal Arena op at stå og danse med deres buddy.
Lade andre komme til
Efter alle gæsterne havde forladt scenen, stod Simon Kvamm atter alene. Men det varede kun kort.
”Nu er det på tide at lade andre komme til”, sagde han og introducerede Mikkel Damgaard og ikoniske Jens Unmack fra Love Shop. Mens Unmack smukt sang ”Love Goes On”, sad Simon på en rød kasse og kigger op. Det var, som om Kvamm overgav sig til et niveau, der løftede os alle op til noget næsten filosofisk.
Hans ekstra-kirkekoncert virkede aldrig som et nostalgisk tilbageblik på en lang karriere, men snarere som én, der stadig har noget på hjerte og som stadig ved præcis, hvordan det skal og kan leveres.
Der er artister, man beundrer. Og så er der dem, man på en eller anden måde har boende som skuffen, man sjældent tænker over, men altid ender med at bruge.
Simon Kvamm tilhører den sidste kategori. Man opdager det først, når man prøver at forestille sig dansk musik uden ham, og så indser man, at nogle ting er uundværlige. Selv når de fylder mere, end man nogensinde havde troet.
Måske er det netop derfor, man har skuffen. Man ved godt, at man får brug for den på et tidspunkt. Også selvom man aldrig helt kan forklare hvorfor.
