Aftenens sværm af tilbedere fik en særdeles varieret gryderet fra bandet, der kontra deres navn ikke får meget airplay fra lokalradioer. Det er bandet tilfældigvis også skideligeglade med, for de har altid gjort deres egne ting. Således også i aften.
Radiohead.
Der er noget nærmest mytisk over dette band af hamskiftere. Et band, der aldrig har jagtet hittet. Et band, der aldrig har jagtet at blive verdenskendte. Et band, der ikke kan puttes i en kasse med en særlig lyd, genre eller profil. København blev udvalgt som en af ganske få byer til mange besøg i denne omgang.
Og lad mig i den forbindelse sige, at de med lethed kunne have spillet udsolgte koncerter hele december for den sags skyld. Sågar 24. december! Det er jeg ikke så meget i tvivl om, når man i disse dage kigger på diverse køb/salg-sider vedrørende koncerter og oplevelser. Der er ét tilbagevendende navn, der står og blinker i neon. Radiohead!
Efterspørgslen har været enorm. Samtidig er der også aflivet en sidste rest af folk, der aldrig har hørt om Radiohead. Aflysningen af de to første koncerter har i hvert fald været en kæmpe nyhed – ikke alene i Danmark, men i hele verden. Så stort er det!
Et møde med en sindstilstand
Denne aften endte således med at være nummer tre i rækkefølgen af danske koncerter. I alt fire koncerter med vidt forskellige sætlister formodentlig. Ganske som den store fangruppe efterspørger det. Radiohead har nemlig ikke decideret altoverskyggende sange, som bare SKAL være der. De har dog nok nogle få sange, som hele arenaen kan synge med på, men ikke nødvendigvis samlende publikumsfavoritter. Derfor var der også en særlig sitren i “forsamlingen” at spore.
Folk ville sådan set bare gerne være der, for, som nævnt, så var og er der fortsat ufatteligt mange, der ikke har skaffet sig et adgangspas til det ikoniske band. Der er i tilgift vel dybest set ikke nogle musikalske stilarter, som Radiohead ikke har berørt. Det er melankolsk, syret, fusioneret, dybt og mere mørkt end muntert. Disse ingredienser gør Thom Yorke og co. til et studie i sig selv og en inspirationskilde for adskillige.
At opleve Radiohead er en mættende stemning af et lydbillede på selve tilværelsen og med hele ni albums af meget forskellig karakter, så kan bandet strække sig langt i en koncerts yderpoler.
Bryd ud af fænglset
Meget skarpt på sekundet røg Yorke og hans kumpaner klokken 20.30 på den cirkulære scene midt i Royal Arena. En scene, der skulle sørge for, at Radioheads ikoniske forsanger kunne blive set uagtet hvilken plads, man havde anskaffet sig.
Dog skulle der lige fjernes et slags fængselsgitter, der hang omkring scenen på åbneren “Planet Telex”. Selve gitteret kunne nu andet end at bure Yorke og co. inde, for disse fungerede også som interaktive storskærme. Herfra blev folk fyldt med psykedeliske farver, så man frygtede, at der ville opstå en massepsykose. Folk var dog udelukkende fokuseret på aktionerne fra scenen, og man kunne på afstand skue, hvordan mobiltelefonerne dannede lyskæde i takt med, at Yorke bevægede sig rundt.
Med en blanding af dansende og vuggende selvbestaltet koreografi, som ingen ville kunne gøre ham kunsten efter, så inkorporerede den tidligere dårlig-hals-ramte sanger sig på manisk vis i publikums sind, og lod sig tilmed selv forføre af egne evner.
En bred vifte af dette og hint
Dagens highscore i Radiohead-seancen blev “In Rainbows”-albummet med seks numre derfra. I koncertens hovedsæt blev det endda til tre sange lige i rap. Flertallet beskatter måske nok såvel “OK Computer” som “Kid A”, som begge blev fint tilgodeset, højst. Men mest af alt beskatter publikum oftest den uforudsigelige “rodebunke”, som opfindes til dagen.
Nogle gange krængede Yorke sin vokal ud i ekstremerne, mens bandets skæve tilgang til melodisk rock også tog nogle uventede drejninger. Ikke-kendere ville kunne påstå, at der kommer mere skønsang ud af at trække en kat i halen, for beats og riffs kan være svære at stampe i gulvet til eller udføre som koordineret luftguitar. En rundbarbering med Radiohead kan nemlig forekomme som en tålmodighedsprøve, men for slænget i Royal Arena denne mandag aften var der tale om en nærmest overgjort genistreg.
Vi fik alt, hvad der kunne krybe og kravle af diversiteter som “2+2 =5”, “Idioteque”, “Everything In Its Right Place” og “Let Down”, inden der blev lukket op for hele syv ekstranumre, hvor “Fake Plastic Trees” og “Paranoid Android” gjorde sig bemærket, før “No Surprises” rundede hele den påståede vækkelsesprædiken af.
Radiohead forbliver Radiohead
Hvis der er nogen i Royal Arena, der mener, at de denne aften har været til mere end en koncert, så bliver det ikke mig, der modsiger dette postulat. Der var nærmest tale om et studie i at bevare sin ophøjede status og nutidig relevans.
Hvordan filan han – Thom Yorke – slipper afsted med det, ja, det kan jeg ikke helt dissekere ind til. Det er hamrende effektivt, selvom det kan skabe en nærværskløft i perioder mellem udøvere og lyttere.
Man skal dog huske på, at Radiohead ikke er kommet for at klappe pøblen på hovedet, men derudover klappede nærmest alt andet.
