Sabaton har for længst etableret sig som et af Europas mest markante power-metalnavne, ikke mindst fordi bandet insisterer på at forene tung, melodisk metal med historiefortælling på et næsten teatralsk niveau. Tirsdag aften gjorde de det igen – denne gang måske lidt for meget.
Det var så krævende, at inden koncerten overhovedet var startet, stod flere gæster i de fjerneste afkroge af Royal Arena og lavede arm- og benstræk. De vidste, at det ville være en krævende aften.
Krævende var det også for Sabaton. De fremstod som et band, der vidste præcis, hvad de ville levere: et show drevet af energi, humor og en overbevisning om, at metal godt må være bombastisk og underholdende. Joakim Brodén er en naturlig frontfigur med autoritet og et publikumsgreb, der ligger lige så meget i hans nærvær som i hans karakteristiske vokal.
En massiv borg var rammerne om et to timers freakshow med besøg fra Napoleon, Cæsar, tempelridder-uniformer og alt godt fra det militære og historiske univers. Sabatons koncerter læner sig ofte op ad totalteater: masser af lys, pyro, røg, flammer og scenografiske elementer – og mand, hvor gik det vildt for sig.
Unødigt opsvulmet.
Men selv for Sabaton blev det til tider for meget af det gode. Den komiske, 20 minutter lange intro trak smilet frem, men også tålmodigheden til det yderste. Flere gange føltes det mere som en metal-musical end en koncert, og man sad tilbage med fornemmelsen af, at skuespillet havde overtaget styringen fra musikken. Underholdende, ja, men også unødigt opsvulmet.
Lige fra ”The Last Stand”, ”Hordes of Khan” til ”The Red Baron” og megahittet ”Stormtroopers” var der knald på. Det er metal, der både vil underholde og iscenesætte, og det er netop i krydsfeltet mellem det grandiose og det folkelige, at Sabaton har fundet sit publikum.
De har en særlig evne til at samle publikum i fællessang. Mange af deres sange er nærmest skrevet til at blive råbt med på, og publikum er en essentiel del af koncerten.
Hvad der også var en aktiv del af koncerten, var de meterhøje flammer, der gentagne gange fik øjnene til at knibe sig sammen. Der var så mange flammer, at selv Børsen ville være jaloux.
Løfter sig til noget større
Når bandet rammer den rette balance mellem lydtryk og klarhed, kan sange som ”Stormtrooper”, ”A Tiger Among Dragons” og ”Night Witches” fremstå som små metalhymner, der løfter hele salen til noget større.
Efter 75 minutter kom opvarmningsbandet The Legendary Orchestra tilbage på scenen til ”Christmas Truce”, efterfulgt af ”Soldier of Heaven” og den mere brutale ”The Attack of the Dead Men”, som foregik gående blandt publikum. Det var en tour de force i musik, der trak på store, marchlignende rytmer, fængende omkvæd og en konsekvent tematisk linje, hvor krigshistorie og menneskelige fortællinger blev gjort til arenavenlige hymner.
Hen mod slutningen trådte Sabaton ind i den fase af koncerten, hvor de ikke længere behøvede at bevise noget. Med ”To Hell and Back” og ”Masters of the World” tog de publikum med på endnu en velkendt march gennem bandets evige krigsarkiv. Det var lyden af et band, der kender sine styrker og udnytter dem til fulde: store omkvæd, taktfast fremdrift og en publikumskontakt, der føles som en soldatered mellem band og fans.
“FUCKING OUTSTANDING!”
Royal Arena kogte, da Joakim Brodén flere gange roste publikum og erklærede, at der “ikke er mange steder på planeten, der kan frembringe samme energi”. Hans afsluttende “FUCKING OUTSTANDING!” ramte som en general, der lige havde inspiceret sin hær og fundet den i topform.
Når Sabaton rammer den rette balance, bliver det tydeligt, hvorfor de har etableret sig som et af de mest markante livebands i europæisk metal. Men aftenen i Royal Arena var også en påmindelse om, at deres stil er alt eller intet.
Og tirsdag aften var det til tider alt – men også intet.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
