Vi har ikke billeder fra aftenens koncert, grundet fotoforbud. Derfor anvender vi arkivbilleder fra Roskilde Festival.
“I’ve never seen a diamond in the flesh,” synger Lorde på “Royals”.
Efter mandag aften i Royal Arena har omkring 10.000 mennesker til gengæld set én – og hun stod på scenen. De skal bare lige slibe hende først.
Lorde bevægede sig fra start til slut gennem et elektronisk poplandskab, der både var mørkt og luftigt. Lyden skiftede fra de rene, tunge beats fra Pure Heroine-albummet til de mere kantede, rå produktioner fra det nye Virgin-album. Problemet var bare, at det hele stod uklart og udetaljeret. Den intime atmosfære, hendes musik ellers mestrer, forsvandt i et lydbillede, der var mere mudret end mudder.
Koncerten var oprindeligt annonceret til K.B. Hallen på Frederiksberg, men blev rykket til Royal Arena på grund af massiv efterspørgsel. Alligevel var flere øvre sektioner skærmet af, og scenen virkede ikke som noget, der var opgraderet fra en mindre hal. En stor bagskærm var det mest markante.
Lorde selv bevægede sig med en blanding af elegance og psykotisk kant. På ”Supercut” og ”The Louvre” fik hun publikum med i små bevægelser, mens hun på ”Man of the Year” stod mere plantet og intens. Sagt på en anden måde: Det var kedeligt og monotont.
Musikalsk fladt, men genoplivning
Et helt midterstykke på omkring en time smeltede sammen uden ret meget musikalsk retning. Under ”Current Affairs” smed hun bukserne, løb rundt i blå Calvin Klein-underhyler, lå på en platform og svingede håret frem og tilbage, løb på et løbebånd og talte om at have grædt i lange perioder. Publikum jublede, men det gav ikke meget mening.
”400 Lux” blev direkte mærkelig, mens ”The Louvre” til gengæld stod som et af aftenens stærkeste øjeblikke med en vokal, der endelig lød kraftfuld og tydelig. ”Perfect Places” var visuelt flot, men musikalsk flad. ”Favourite Daughter” legede, uden at det førte nogen steder hen. Og flere gange virkede det som om bandet og danserne ikke havde noget reelt formål.
Mod slutningen rejste koncerten sig. ”Team”, ”What Was That” og især ”Green Light” gav aftenen en tiltrængt genoplivning, og for en stund føltes det hele både løftet og levende. Under ”David” gik hun rundt blandt publikum iført en lysende jakke og skilte menneskehavet ad, før hun afsluttede på en lille kasse midt i arenaen med ”Ribs”.
Ingen kunne rigtigt se hende, men det var alligevel en fin afslutning på en aften, der ellers vaklede mellem det gennemsnitlige og det forvirrende. Der var meget tomhed, meget rod og en vokal, der sjældent blev rigtig god.
Men der var også glimt af den diamant, hun synger om.
Det kan være, man ser den til sommer.
