James Arthur er mest kendt for at synge en sang, som ikke er hans egen. Lørdag aften i Royal Arena forsøgte han at bevise, at han er mere end dén sang. Det lykkedes delvist. Nogle gange er han to. På en god dag måske tre.
Opskriften på en James Arthur-sang er let at gennemskue: Den starter stille, folder sig langsomt ud med stigende patos og lommefilosofi om livets gang, inden der pludselig skrues helt op for det storladne.
Det fungerer i teorien.
I praksis bliver det hurtigt ensformigt.
Sangene flyder sammen, og det bliver næsten umuligt at skelne dem fra hinanden. Til sidst føles det hele ligegyldigt. Og det var præcis, hvad de første 20 minutter var.
Koncerten åbnede med “Water” fra 2025-albummet PISCES, efterfulgt af “Sermon” og “Can I Be Him”. Det var så søvndyssende fladt, at man et øjeblik kunne være i tvivl om, hvorvidt man var til koncert eller til kollektiv godnatsang i en overdimensioneret arena.
Stemningen ændrede sig kortvarigt med “Blindside”, “Empty Space” og The Greatest Showman-nummeret “Rewrite The Stars”, som for en stund pustede liv i både scenen og publikum.
Følelser på genbrug
James Arthur synger om kærlighed og store følelser, men meget af det, der lyder bekendt, er netop det. Flere sange læner sig tungt op ad allerede eksisterende melodier, men både brudstykker fra “Gangsta’s Paradise” og “Shackles (Praise You)” bruges uden nogensinde at blive til noget eget.
Resultatet er en koncert, der føles mere som et potpourri af genkendelige idéer end som et selvstændigt kunstnerisk og musikalsk projekt.
Da Arthur bevægede sig fra hovedscenen til en mindre scene blandt publikum, blev der delt kram ud til højre og venstre. Her satte han sig på en gul sofa med en guitar og fremførte “Embers” i akustisk version, før han under “Naked” gik tilbage mod hovedscenen. Det hele tog under fem minutter og virkede forhastet og meningsløst.
Finale uden forløsning
Inden finalen hev han fire publikummer på scenen til en karaoke med sangen KAROKE, som hverken havde charme eller musikalitet. En teleprompter ved deres fødder kørte teksten frem, men kunne ikke redde det uundgåelige. Det lød katastrofalt.
Mod slutningen leverede han imponerende præstationer på “Train Wreck”, Christina Perri-nummeret “A Thousand Years” og Shontelles “Impossible”. Men igen fungerede det bedst, når han stod med andres materiale.
Koncerten sluttede med “Say You Won’t Let Go”. Eller rettere: Publikum sang den.
James Arthur gjorde det ikke. Han stod mere som statist til sit eget klimaks. Uden nerve, uden kraft og uden sjæl.
Det, der burde have været forløsningen, blev i stedet aftenens sidste bevis på, hvor lidt han faktisk har at sige, når han står alene.
Måske to, tre sange.
