Der var en særlig sitren i KB Hallen.
Måske fordi alle vidste, at aftenen ville bevæge sig, uden at nogen på scenen gjorde det.
Fire piedestaler, fire mænd, fire ubrydeligt stille silhuetter.
Kraftwerk stod i deres velkendte formation og rørte sig stort set ikke hele aftenen. Det var musikken, der foretog alle bevægelserne, mens de selv stod som en slags levende installation.
Intersteller og toårig guddatter
Scenens visuelle udtryk åbnede sig hurtigt i et farverigt univers, der på én gang mindede om filmen Interstellar og en tegning, min toårige guddatter kunne have afleveret i dagplejen.
Store streger, voldsomme farver, total mangel på proportioner, men på en eller anden forunderlig måde fungerede det perfekt sammen med Kraftwerks logiske, matematiske lyd.
Det var kaos og kontrol i samme åndedrag.
Ti minutter inde nikker enkelte ældre par til hinanden og forlader salen. Ikke i protest, mere som om de havde fået bekræftet, at elektronikkens fremtid stadig ikke var deres fortid. Det var også to timer og 15 minutter i ren elektronik. Det var for langt.
Da “Spacelab” sender en UFO rundt over den store bagskærm, før den lander foran KB Hallen, går der små grin gennem publikum. Det er kitsch, men også ret genialt. “Airwaves” folder sig efterfølgende ud som den underligste kombination af mørk melankoli og noget, der kunne være et tabt synth-spor fra en Gnagsplade.
Valgte at blive hjemme
“The Man Machine” eksploderer i farver og tempo og er første gang, man for alvor ønsker sig en større skærm. Måske en buet, omfavnende væg af lys, der kunne opsluge de fire musikrobotter helt. For der er reelt ingen garanti for, at de laver andet end at stå bag hver deres pult. Det føles lidt som at være i biografen til en visuelt stærk film, hvor skuespillerne har valgt at blive hjemme.
“Autobahn” bliver et af aftenens højdepunkter. En lille filmisk hyldest til den tyske motorvej og her sker noget historisk: Ralf Hütter bevæger sig. Ikke meget, men højre fod løfter sig et par centimeter og dunker blidt i gulvet i takt til beatet. Vægten skifter endda til venstre fod i et sekund. Det er muligvis det tætteste, man kommer på en dans i Kraftwerk-regi.
“Computerlove” lander blødt og charmerende, men trækker lidt ud. Til gengæld vågner salen op under “The Model”, hvor en ægte følelse af fællesskab for første gang opstår – og lige så hurtigt forsvinder igen, da “Neon Lights” tager over og sænker tempoet.
Koncertens mest overrumplende øjeblik kommer med “Radioaktivität”. Hele salen omsvøbes af gule, røde og sorte nuancer, mens musikken vokser som en puls. For et øjeblik slipper Kraftwerk museumsauraen og bliver til noget monumentalt levende
Finder aldrig sin destination
“Tour de France” fortsætter i samme intensitet med hårde beats og hypnotiske billeder, hvorefter “Trans-Europe Express” burde have været klimakset, men i stedet bliver flad. En sang, der ellers er en maskinel drøm, ender som en transportstrækning, der aldrig rigtig finder sin destination.
Til gengæld overrasker “Planet of Visions”, som rammer helt rigtigt. Rave-agtig, nattevenlig og garanteret perfekt klokken tre om natten, selvom klokken ikke var i nærheden. Og i et par minutter føltes det sådan.
Til højre for mig sidder en mand og sender hele koncerten live på sin Facebook. Han har maksimalt tre seere ad gangen, oftest ingen. På en eller anden måde er det aftenens mest menneskelige øjeblik i et univers, hvor selv musikken virkede mere levende end musikerne.
“The Robots” var koncertens sidste sang, og var på en måde en solid afslutning, mekanisk præcis og helt uden for menneskelig rækkevidde. Som om Kraftwerk til sidst prøver at minde os om, at selv når vi forsøger at finde det menneskelige i dem, er det i virkeligheden os selv, vi ender med at kigge på.
