I fire visuelt gennemførte akter indtog Zara Larsson Royal Arena med selvsikkerhed, dans og pophåndværk – men delte ikke rampelyset.
Royal Arena var tirsdag den 18. november badet i lyserødt lys. Lavmælt technorytme og elektronisk snak summede i baggrunden, mens publikum langsomt fandt deres pladser. Zara Larsson – Sveriges største popnavn – havde endelig taget sin Midnight Sun Tour med til København. Forventningerne var høje, og da Owl Citys Fireflies begyndte at spille med teksten projiceret på storskærmen som fællessang, mærkede man spændingen stige.
Lyset gik ned. Publikum skreg. På skærmen tonede Zara frem, og så eksploderede showet.
Fire akter, ét centrum
Zara Larsson, født i december 1997, havde haft fart på, siden hun som 10-årig vandt Talang Sverige. Siden da var hun vokset fra børnestjerne til international popfigur med hits som Lush Life, Never Forget You og Symphony. Hendes visuelle æstetik og koreografi havde længe haft glimt af tidlig Britney Spears, og denne aften var ingen undtagelse. Det lange blonde hår, det glitrende tøj, de selvsikre dansetrin og den insisterende sceneenergi ledte tankerne hen på 00’ernes popdronning, men i en opdateret, mere nordisk udgave.
Koncerten var inddelt i fire akter og med et eventyrligt scenetema, inspireret af albummets idylliske skovunivers. Zara Larsson var omgivet af et band og dansere – alle kvinder – og der var noget umiskendeligt girl-power-agtigt over det hele. Men samtidig var det tydeligt: Zara delte ikke rampelyset. Storskærmen fokuserede udelukkende på hende hele aftenen. Ikke ét nærbillede af en danser. Ikke ét klip af bandet. Det var hende, det handlede om, og hun bar det. Med udstråling, kontrol og masser af hofter.
Publikum: Et spejl på Zara
Første akt bestod af hits som ‘Can’t Tame Her’ og ‘All the Time’. Det var selvsikkert og medrivende. Hun virkede oplagt og styrende – ikke bare som popstjerne, men som showets arkitekt. Efter en kort pause og et tøjskifte trådte hun tilbage til lyset i akt to og åbnede med Pretty Ugly. Det stod klart, at publikum – især de unge kvinder – elskede hende. De sang med på alt, dansede med, og selv oppe på de øverste rækker hoppede folk i takt.
Der var noget befriende ægte over Zara Larsson. Hun forsøgte ikke at fremstå fejlfri eller uopnåelig. Hun smilede stort, flirtede med publikum og virkede tilpas i sin egen krop. Det var sensuelt, men aldrig distanceret. Hun var en popdronning, ja – men én man kunne spejle sig i. Hun fyrede op under publikum med ‘Hot & Sexy’, ‘Wow’ og ‘Ain’t My Fault’, og hun holdt dem med sig hele vejen.
Et åndedrag midt i festen
Et af aftenens fineste øjeblikke kom, da Zara bevægede sig ud på et mindre podie midt i arenaen, nu startede akt tre. Zara dukkede op i en lyseblå dragt med slæb og åbnede med ‘Saturn’s Return’, mens salen lyste op i flash fra tusindvis af mobiltelefoner. Det lignede en stjernehimmel. Fra en stol på podiet holdt hun en taknemmelighedstale og undskyldte, at hun tidligere måtte aflyse sin koncert i København.
Herfra leverede hun en akustisk version af ‘Uncover’, og man fornemmede tydeligt, at publikum kunne have sunget den helt selv.
Et perfekt twist – måske lidt for perfekt
Da ‘Ruin My Life’ gik i gang, og Zara bevægede sig tilbage mod hovedscenen, så det ud til, at storskærmen fejlede; der var forsinkelser og visuelle glitches, men det viste sig at være en planlagt overgang. Pludselig blev skærmen sort med teksten “System Reset”. Det var godt tænkt, og overgangene mellem akterne sad generelt i skabet.
Guitaristen fik et kort, men velfortjent spotlight med en solo, og akt fire skiftede scenetema igen, denne gang til strandfest. Zara skiftede tøj direkte på scenen, skjult bag et håndklæde holdt af danserne. Publikum skreg, og stemningen blev mere afslappet. ‘Eurosummer’, og ‘Crush’ sparkede igen gang i dansegulvet, og det føltes pludselig som sommer i november.
Der hvor poppen halter – og der hvor den rammer
Under ‘Lush Life’ begyndte det dog at vakle lidt. Zara Larssons stemme virkede en smule presset, eller også fulgte musikken ikke helt tempoet. Noget føltes off – ikke alarmerende, men nok til at bemærke det.
Men da hun hev en ung mand op fra publikum, gav ham en hvid t-shirt og spraymalede på den, tog koncerten en uventet drejning. Han dansede og sang med, som om han havde øvet sig i ugevis, måske var han bare en kæmpe fan med styr på hvert et move. Det vides ikke, men publikums begejstring var ikke til at tage fejl af. Det føltes som et af aftenens mest legesyge øjeblikke, og det virkede.
Næstsidste sang, ‘Puss Puss’, skabte lidt stilstand. Publikum virkede mindre engagerede, og energien dalede en anelse. Men det blev hurtigt glemt, da Zara lukkede aftenen med Symphony, og Royal Arena blev ét stort, lysende fællesskab. En stærk afslutning på en koncert, der balancerede elegant mellem det spektakulære og det personlige.
Zara Larsson formåede med fire akter at skabe en helstøbt popoplevelse, hvor hun både var diva og menneske. Hun var ikke nødvendigvis Britney Spears 2.0 – hun var noget andet. En moderne, skandinavisk udgave af popikonet. Mindre poleret, men mere i kontrol. Mere girl-power end pige-i-nød. Og selvom hun ikke delte storskærmens blik med sit hold, var det tydeligt, at hun vidste præcis, hvem hun var, og hvor hun ville hen.
Derfor får hun fire stjerner.
Se de mange flotte billeder fra koncerten HER!
