Hvis man fredag aften stod et sted mellem 16.000 blinkende armbånd og en bas, der truede med at sende ens indre organer på ufrivillig sightseeing, så var man sandsynligvis til Rasmus Seebach i Royal Arena.
Og hvilken aften! Ralle startede i bedste Robinson Crusoe-stil, svævende ned fra loftet bag et klaver omgivet af palmer, mens han spurgte publikum, hvad vi ville tage med på en øde ø.
Svaret viste sig hurtigt at være ham, og 16.000 af hans “nærmeste” venner.
“Sig uh-uh!” råbte han, og publikum svarede som et kæmpe kollektiv, der var blevet vækket fra en lur og straks skulle bevise, at de stadig kunne synge. Publikum var tændte fra start.
Gammeldags Blaupunkt højtalere
“Engel” sendte straks hænderne i vejret, og Seebach havde ingen problemer med at få salen til at synge med. Desværre druknede hans vokal tidligt i koncerten i alt for høj lyd fra backupsangerne og en skinger diskant, der mest af alt lød som et par gammeldags Blaupunkt-højttalere presset til bristepunktet.
Heldigvis hjalp de udleverede LED-armbånd med at skabe en visuel magi, selvom man ikke kunne lade være med at tænke, at det hele mindede om en budgetudgave af Coldplays velkendte koncertshow.
Men nostalgien bragede igennem. “Uanset” og “Så længe vi danser” fik Royal Arena til at synge så højt, at Ralle faktisk kunne have smuttet ud efter en kop kaffe, showet var nok kørt videre alligevel. Og da Ankerstjerne stormede ind på scenen under “Millionær” var der ikke en i salen, der ikke stod op. Det var et decideret nationalt øjeblik.
Olivia er blevet væk i Bilka
Aftenens måske mest absurde, og mest charmerende, øjeblik kom dog inden “Olivia”. Rasmus stoppede op og gik i gang med en monolog hvor han spurgte: “Er Olivia her?”.
Det var hun ikke. Men det forhindrede ikke hele Royal Arena i at rejse sig for at “lede” efter hende, som om hun var blevet væk i Bilka en lørdag formiddag.
Vi fandt hende ikke. Til gengæld fandt vi Mumle, som leverede sin egen version af “Glad igen”, næsten som en trøstepræmie.
Malplaceret julemirakel
Højdepunktet kom med “Den jeg er”, hvor lyd, lys og stemning endelig fandt hinanden. Og hyldesten til Tommy Seebach, “Farfars sang” og “Under stjernerne på himlen”, ramte så smukt, at selv de hårdeste typer nok fik lidt støv i øjet.
Og efter et lettere malplaceret julemusikalsk indslag kom vi til ekstranumrene.
“Livet går videre” og naturligvis “Øde ø”, satte punktum på en aften fyldt med kærlighed, energi og mere konfetti end en hel dansk studenteruge.
Den sure skolelærer må jo bare sige at Ralle leverede en hjertelig, kaotisk og kæmpestor fest, lidt ujævn, men uforglemmelig. Til eksamen var han nok ramt over middel.
Vil du se flere billeder, kan du gøre det her!
