Der var engang, hvor Roxette kunne få et festivalpublikum til at danse, synge med og hengive sig fuldstændigt til musikken. Det gjorde de blandt andet i sommers, da bandet gæstede Forever Festival i Viborg.
Men onsdag aften i Royal Arena var hengivenheden skiftet ud med høflig respekt, og det magiske støv havde for længst lagt sig.
Roxette anno 2025 er stadig elegante, men elegancen havde det svært under et tag, hvor lyden mudrede, og stemningen aldrig helt løftede sig. Hvor bandet i Viborg leverede en masterclass i popmagi, føltes koncerten i København som en eftermiddag i skyggen – lang, tung og for selvhøjtidelig til sit eget bedste.
Royal Arena er mange ting, men intimt er det ikke. Roxette hører hjemme på en grøn slette, hvor man kan nippe til vin af et rigtigt glas og lade melodierne flyde frit. I stedet blev “The Big L.” druknet i rumklang og teknisk støj, inden “Sleeping in My Car” endelig fik publikum op at stå.
Et kort øjeblik huskede både band og publikum, hvorfor vi elsker Roxette: de fængende omkvæd, de lette melodier og den uimodståelige 80’er-romantik. Men øjeblikket forsvandt hurtigt igen.
Følelserne i spil
Efter den lovende begyndelse gled koncerten langsomt ud af hænderne på dem. Energiniveauet faldt, og stemningen blev flad. Publikum blev siddende – ikke fordi de kedede sig, men fordi der simpelthen ikke var så meget at rejse sig for.
Enkelte numre brød dog igennem tågen: “Dressed for Success” fik salen til at trække vejret igen, og “Crash! Boom! Bang!” viste, at Lena Philipsson har en stemme, der kan få følelserne sat i spil. Men for hver gnist, der opstod, slukkede et nyt nummer ilden. Da “Opportunity Nox” ramte, var luften allerede gået af ballonen.
Scenografien gjorde heller ikke meget for at redde stemningen. Et mørkt tæppe som bagvæg, en træt projektor og et band, der virkede mere optaget af at nå til vejs ende end af at nyde turen.
“It Must Have Been Love” blev naturligvis aftenens højdepunkt – publikum rejste sig, sang med, og for et øjeblik føltes alt, som det skulle. Men Per Gessle virkede træt, næsten fraværende. Lena bar hele følelsen alene.
Meget af det forkerte
Da “Joyride” endelig bragte energi tilbage i rummet, var det som et flashback til fordums storhed. Men festen ebbede hurtigt ud igen.
Den afsluttende trio med “Listen to Your Heart”, “The Look” og “Queen of Rain” burde have sendt publikum hjem på en bølge af eufori i stedet forlod mange salen, inden det sidste nummer overhovedet var slut. Roxette prøvede at give os alt, men endte med at give for meget af det forkerte.
For sandheden er, at nostalgi er en skrøbelig størrelse.
På Forever Festival forvandlede Roxette fortiden til nutid. I Royal Arena blev fortiden bare… fortid
