En aften med hitmageri, charmeoffensiv og en langsom opvarmning, der først sent får publikum med.
Sløjt udgangspunkt for hitmaskinen
Kl. 20.45 startede det kendte amerikanske rock-popband ud med en stille og rolig entré i en næsten fuld Royal Aren hal. De startede sløjt ud. Frontfiguren, sanger og sangskriver Ryan Tedders vokal var ikke i topform, og det ellers store femmandsband virkede både trætte og lidt uoplagte.
Åbningsnummeret var Feel Again, med lidt konfettikanon og et energisk lysshow.
Der er god power i musikken, og overgangen til Kids er naturlig.
En af mine yndlingssange af OneRepublic er Good Life. Den version, de gav os i Royal Arena, var svært skuffende. Den virkede rodet og underlig – og det er på trods af, at den indspillede sang er et meget smukt nummer i mine øregange. Efter koncerten måtte jeg lige høre den indspillede version for at få mit gode forhold til sangen genoprettet.
Dansk ophav og forsigtige forsøg på kontakt
Selvom han nævner Danmark og viser, at han udmærket ved, hvor han er – ikke helt hvilken dag dog – så er publikum ikke helt overbevist.
Han prøver at opfordre til korsvar blandt publikum i løbet af sangen, men det fungerer ikke rigtig. Selv det forreste publikum oppe ved scenen virker lige så uoplagte som bandmedlemmerne.
Han vinder dog lidt indpas ved at fortælle charmerende og hyggelige anekdoter om sit danske ophav, der ifølge MyHeritage-DNA lyder på 5 %, hvilket han brugte gennemgående i løbet af showet for goodwill.
I den energiske Runaway burde publikum både danse og klappe, men det gør de ikke. OneRepublic når ikke ud til publikum… endnu.
Der er naturlige pauser til bandet og forsangeren, hvor de har smidt nogle fine instrumentale stykker ind med strygere i fokus.
Endelig kontakt og vokal varme
Det er først, da de fremfører sangen Secrets, at vi endelig kan mærke dem. Det virker også til, at Ryan Tedder har sunget sig varm.
Hans stemme brillierer klart i de høje toner, og det begynder at være en fornøjelse at lytte til ham. Det hele smitter af på publikum, der begynder at være lettede over endelig at kunne mærke musikerne og musikken.
Der bliver ofte brugt strygere som overgange mellem sangene, og helt generelt synes jeg, deres instrumentale overgange er fine og til tider smukt fremført.
Sangen Run, med det iørefaldende fløjteriff, bliver en fin performance.
Charmeoffensiv og lidt for meget “ananas i egen juice”
Derefter bliver der snakket en del nostalgi fra Ryan Tedder, som er klart på charmeoffensiv med sit let humoristiske løfte om at synge det næste nummer på 5 % dansk – qua hans nylige opdagelse af sine aner.
Sangen Stop and Stare bliver fremført fremragende, og publikum virker også glade.
Her slukkes lyset, og en film kører i baggrunden, der meget passende viser en robot, samtidig med at vi hører en indspillet version af sangen Artificial Paradise.
Herefter flyttes vores fokus til en lille mini-scene i midten af hallen, hvor bandet nu er rykket over. Her skal vi opleve en nærværende og akustisk oplevelse – men også en lille smule tåkrummende, som jeg (og nok flere end mig) helst havde været foruden.
Udover en masse snak fra Ryan Tedder har de også en lille sjov gimmick med et par signerede fodbolde, som bliver sparket ud blandt publikum mellem hver sang. Det er med al mulig god grund for at holde publikum varme og charmere sig ind på dem – for det kræver nogle pluspoint på kontoen med tanke på, hvad vi skal høre lidt senere.
Der er total “ananas i egen juice”, da han name-dropper alle dem, han har skrevet sange med og for – og hvilke hits han har været med til at skrive, som man som publikum måske ikke helt var klar over.
Han nævner bl.a. danske verdensstjerne Lukas Graham, som han har skrevet Wish U Were Here med.
Janteloven er nok ikke helt død, men jeg vil personligt allerhelst bare høre OneRepublics musik.
Akustiske øjeblikke – og et par fejlskud
Det første nummer, som han dedikerer til Chris Martin fra Coldplay (som han også har arbejdet med, selvfølgelig), hedder Life in Color og imponerer alligevel. Den er smukt fremført, og publikum har deres mobillys fremme, hvilket skaber en helt magisk stemning i hallen – lidt som de Candlelight Concerts, man kan opleve rundt i landet for tiden.
Vi oplever et ekstremt nærvær fra Ryan, hvilket er skønt. Den lille scene-ø er perfekt til sådan en musikalsk oplevelse.
Endnu en smuk ballade, Something I Need, bliver fremført – et dejligt øjeblik, som derefter bliver totalt smadret af halvdårlige covers som Halo og Keep Bleeding, som bare skulle overlades til de sangerinder, der rent faktisk kan synge numrene til perfektion.
Energi og fællessang vender tilbage
Heldigvis vender vi derefter tilbage til den store scene, hvor en sød video fra København vises. Det er noget, publikum elsker – og OneRepublic ved det!
Her synes jeg til gengæld, energien skifter til noget, der minder om en forsinket, men længe ventet fest.
Vi får fællessang i hallen med hits som Lose Somebody og Apologize – sange, der er vanvittigt godt skrevet og komponeret af hitmager Ryan Tedder.
Derefter kommer en storladen introduktion af den lidt mere ukendte ballade Can’t Stop.
Herefter får vi så en forklaring på, hvorfor Ryans stemme lyder, som den gør, imens han drikker en kop te: Han havde ingen stemme dagen før efter at have været syg. Der var endda 50 % risiko for, at koncerten blev aflyst.
Nu forstår jeg bedre hans manglende power og normale, flotte vokalpræstationer. Det kunne egentlig have været fint, hvis han bare havde sagt det nogenlunde fra starten – så havde jeg måske været lidt mere overbærende med den vaklende vokal.
Men heldigvis er stemmen for længst varmet op.
Fest, fans og følelser
Her præsenteres vi for en spritny sang, der hedder Need Your Love, som er en catchy og god sang. Publikum tager da også rigtig godt imod den.
Derefter sættes festen i et ekstra gear, og vi får de kendte popsange I Ain’t Worried og Sunshine, som endelig sætter dansen og fællessangen i gang blandt publikum.
Et af de helt fede numre, Love Runs Out, gør salen elektrisk!
Så falder energien lidt, da en masse videoer fra fans fra hele verden bliver vist – de fortæller, hvilken forskel bandets musik har gjort for dem. Det er et sødt indslag, men også lidt… hvad skal vi egentlig med det?
Alanis Morissette gjorde lidt det samme til hendes koncert ved Heartland (Alanis på Heartland), men dér stod vi med tårer i øjnene – og det virkede meget ægte. Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det ikke gav det samme denne aften med OneRepublics fans.
En lykkelig fan og et stærkt punktum
Hittet I Lived kører med en film i baggrunden om hele bandets musikalske oplevelser på deres turnéer rundt i verden. Et livsbekræftende nummer, som er rigtig fint udført.
Endnu et eksempel på OneRepublics enorme fan-tække viser sig, da en fan, der står helt foran scenen, de seneste mange dage har skrevet til bandet, at hun brændende ønsker sig en bestemt sang – en over 15 år gammel sang skrevet af OneRepublic til World Cup.
Sangen Marchin On vælger han at imødekomme, og lidt overraskende skal han have hjælp med teksten. Det er da heller ikke en sang, de fleste kender eller kan huske. Men uanset hvad, så har den fan fået sin store drøm opfyldt og går lykkelig i seng i aften – efter et kram fra sit største idol, Ryan Tedder.
I det mindste er der én fan, der virkelig går lykkelig i seng bagefter. Jeg er ikke helt smittet af den energi – desværre.
Derefter bliver vi simpelthen beriget med en nok fem minutter lang musikalsk session af guitaristen Zach Filkins, med spansk ophav, der derfor spiller en vild guitarsolo – naturligvis spansk inspireret. En lidt for lang seance i min optik, men en fed måde at gå over i det længe ventede hit Counting Stars.
Han slutter aftenen af med en afkortet DJ-agtig performance af I Don’t Wanna Wait, The Calling og endelig Lose Myself – rød konfetti og en masse “tak, tak, tak” fra amerikanske Ryan Tedder.
Talentet og hitmageren, der har flere kendte sange bag sig, end man egentlig havde regnet med.
Men en koncert med dem igen – det ved jeg faktisk ikke helt, om jeg har brug for. Jeg tror bare, jeg tager hjem, sætter deres indspillede musik på og fortsætter med at synge med på dem i stedet for.
