Energiske og enerverende YUNGBLUD spillede for et udsolgt K.B. Hallen fredag aften i København. Desværre var det mere en parodi på en parodi på en rockmusiker, der ramte scenen.
Den 28-årige brite, Dominic Richard Harrison, bedre kendt under kunstnernavnet YUNGBLUD, besøgte et udsolgt K.B. Hallen fredag aften. Med en aggressivt klar stemme og et brandvarmt band spillede han en kort sætliste men en lang koncert.
Energien var formidabel fra start af, med åbningsnummeret “Hello Heaven, Hello” fra det nyeste album Idols, der udkom tidligere i år. Hoppende og skrigende i bar overkrop vadede YUNGBLUD ind som en anden Freddie Mercury. Men alle skridt blev taget kalkuleret, alle små, lumre positioner var med håbet om en reaktion. Den naturlige rockstjerne-energi, hvor det bare er sådan, man går, står og er… den udeblev.
Harrison virker som et sympatisk menneske, der med tøj på bede fra scenen har fokus på sund psyke og mental velvære for sig selv og dine fans. Men på scenen virker han irriterende selvbevidst i håbet om at ligne en ægte rockstjerne.
For er du en ægte rockstjerne, hvis publikum ikke går amok uden instruktioner?
65 % af koncertens tid brugt på at bede publikum om at gøre ting – tage hænderne op, åbne en moshpit, tage sin ven på skuldrene etc. – hvilket efter halvanden time virkede ekstremt enerverende, også selvom det virkede. Chants til hyldest af nyligt afdøde Ozzy Osbourne startede ikke på gulvet, men oppe på scenen… begge gange.
Generelt var det nemt at høre inspirationerne i den unge artists arbejde, faktisk så meget, at tankerne under sangene vandrede hen på de bedre versioner fra de originale artister. Queen, Artic Monkeys, Black Sabbath – som også blev hyldet med en coverversion af nummeret “Changes” – gik klart og tydeligt igennem, hvilket næsten gav fornemmelsen af, at rock’n’roll er gået full circle, og alt herfra bare er en parodi. Det er naturligt og fedt at blive inspireret, men uden følelsen af originalitet virker det desværre bare hult og minder én om de bedre sange, man kunne være blevet hjemme og høre.
Sangene blev præsenteret skarpt, og lyden var god, selvom Harrisons mikrofon lød lidt lav i forhold til musikken, så der er intet at komme efter på professionalismen. Men med det punkede udtryk, der blev serveret, var det desværre bare en alt for kalkuleret og poleret opvisning til denne anmelders simple smag. Rock skal være råt og brutalt, men det her virkede som en popkoncert med intens koreografi fra ende til anden og lidt tungere tråd.
Bedste øjeblik var faktisk lukkenummeret “Zombie”, for der virkede Harrison til endelig at sænke skuldrene, bare være og levere sit største hit i nyere tid med samme selvsikkerhed og talent, men uden den ydre facade, som ikke er synderligt charmerende. Her var den YUNGBLUD, som vi så på Northside for syv år siden.
Se det fulde galleri HER.
