ARKIVBILLEDER. Bob Dylan havde både telefon- og kameraforbud. Derfor var vi ikke til stede med et kamera.
Det var tydeligt allerede i garderoben: Ingen var mødt op for at se Bob Dylan. De var mødt op for at høre ham. For hvad skulle man egentlig også se? En 84-årig mand i mørkt jakkesæt, placeret bag et sort klaver, halvt gemt bag scenens mørke skygger. Til gengæld var der rigeligt at høre.
Han åbnede ballet med “I’ll Be Your Baby Tonight”, fortsatte med “It Ain’t Me, Babe” og “I Contain Multitudes”, og med et bagkatalog, der er større end de flestes, lod de musikalske perler ikke just vente på sig.
Det var hyggeligt, roligt, men samtidig utrolig rustikt, når han med sin silkebløde “Jeg-har-røget-20-pakker-rød-cecil”-stemme fik de helt rigtige følelser frem. “When I Paint My Masterpiece” ramte lige der, hvor den skulle, og med det perfekte klaverspil var det svært ikke at blive imponeret.
Ikke ligefrem en crowdpleaser
Foran mig sad Otto. Til højre for ham den ene datter, til venstre den anden. Hver gang Dylan begyndte på en ny sang, lænede Otto sig først til højre for at hviske titlen, og så til venstre. I 103 minutter fortsatte han det lille ritual. Det var rørende, og et billede på, hvem der netop sad i Royal Arena denne aften: et publikum, hvor forældre havde taget børn med, og børn som havde taget forældre med.
Når Dylan spillede “Black Rider” og “My Own Version of You”, kunne man høre de ældre i salen nynne med. Først ved “To Be Alone With You” begyndte publikum for alvor at røre på sig, og bifaldet fik for en stund Royal Arena til at virke levende. Men så kom “Crossing the Rubicon”, “Watching the River Flow” og “Mother of Muses”, og stemningen sank sammen, og man kunne næsten høre folk tænke. For han spillede hverken “Knockin’ On Heaven’s Door” eller “All Along the Watchtower”. Han er ikke ligefrem en crowdpleaser, må man sige.
Det var til tider slattent og rigtig sjusket. Der var et irriterende ekko, hvor særligt trommernes efterklang kunne høres. Bob Dylan er ikke kendt for at være den mest snakkesalige type, men tirsdag aften fik Royal Arena faktisk ikke et eneste ord.
Fascinerende og frustrerende
Han kom ind klokken 20:00, kiggede kortvarigt op, satte sig ved sit sorte klaver og begyndte at spille. En time og 43 minutter senere rejste han sig op, kiggede igen kortvarigt op og forlod scenen – ingen ord sagt. Men på en måde, så var alting som det plejer, når det gælder Bob Dylan.
Afslutningsvis brillierede den 84-årige musiker som den store bastionsfigur, han er, med “Goodbye Jimmy Reed” og megahittet “Every Grain of Sand”. Det var værdigt, det var smukt – og det var stadig lidt røvkedeligt.
Når Dylan ikke river i sin mundharmonika, mister magien en smule af sin kraft. Man savner noget mere end de søvndyssende hymner for voksne, som det han daskede op med.
Men alligevel: Han er Bob Dylan. Punktum. Han skylder ingen noget. Og måske er det netop det, der gør ham så fascinerende, men også frustrerende på én og samme tid.
Det er bare ikke godt nok, når nogle gæster har brugt 930 kr. for at sidde på bagerste række under taget i Royal Arena.
