Der er aftener, hvor popmagi rammer som et lyn fra en klar himmel. Og så er der aftener som søndag aften, hvor alt føles som et overgearet forsøg på at holde liv i en fest, der for længst er gået hjem.
Katy Perry indtog Royal Arena som KP143, et halvt menneske, halvt maskine-cyborg, der skal kæmpe mod en ond AI-mainframe, som bruger sommerfugle som energikilde. Hun skal i ægte videospilsstil befri dem gennem forskellige niveauer.
Det lyder absurd, fordi det er absurd.
The Matrix på steroider
Koncerten lignede en krydsning mellem The Matrix og Barbie i teknoland. Så rodet, at man får lyst til at genstarte sig selv. Showet åbnende med “ARTIFICIAL”, et passende navn, for sjældent har noget føltes mere syntetisk end netop dét.
Hun hænger fra stålwirer, skyder fyrværkeri ud af hænderne og taler til publikum som en robot med ti generiske fraser. Det er kikset.
Overgangen til “Chained to the Rhythm” og “Dark Horse” drukner i overdrevne visuals og koreografi som en PowerPoint-præsentation på speed. Først ved sangen “Dark Horse” kom et glimt af energi. Nok mest af alt fordi publikum endelig kendte sangen.
Overstimuleret og sukkerfyldt barnligt
Scenen, formet som et uendelighedstegn, skal måske symbolisere evig kærlighed og teknologi, men føles mest som en metafor for koncertens ligegyldighed og længde. Der var ikke rigtig noget, som gav mening.
Midt i det neonblinkende kaos prøvede Katy Perry at genoplive 2010 med “California Gurls” og “Teenage Dream”, men det lugtede mere af desperation end nostalgi.
“Hot n Cold” og “Last Friday Night” mindede blot om, hvor langt hun er faldet, mens hendes bandet lød som et amatørband, der aldrig har forladt sin garage.
Det eneste ægte højdepunkt kom med hittet “I Kissed A Girl”, hvor Perry for en stund genfandt sin stjernestatus. Den status blev hurtig ændret til offline.
Blodfattigt dårligt
Albummet 143 er så blodfattigt, at det fortjener sin egen negative blodtype, og det var tydeligt at høre søndag aften.
Publikum lød som et plejehjem, hver gang en sang fra albummet startede. Fuldstændig stille. Det var næsten lige så pinligt, som da hun sagde “tak for mad” efter næsten hver sang.
Numre som “NIRVANA”, “CRUSH” og “I’M HIS, HE’S MINE” drænede energien hurtigere end en slukket LED-lampe, og Perry selv virkede og lød træt.
Hele showet var en flad udgave af Cirque du Soleil, og selv publikums opmærksomhed vandrede til tider mod telefonerne, hvor TikTok og Instagramvirkede som en langt mere interessant oplevelse.
“Hej, jeg hedder Katy Perry og jeg har store patter”
Ordene kommer fra Katy Perry selv, der pludselig hev nogle fans på scenen for at synge med hende. Imens de kom på scenen forsøgte hendes niece, Stella, at få Katy Perry til at sige “Hej, jeg hedder Katy Perry og jeg har store patter”.
Det lader vi bare lige stå og spoler frem mod slutningen af koncerten, hvor man kortvarigt blev mindet om, hvorfor Katy Perry var en de helt store popprinsesser, for både “Roar” og “Fireworks” var i få minutter ren popmagi.
Men selv de store hits føles som pligtopfyldte museumskopier, pæne at se på, men uden liv. “The Lifetimes Tour” forsøger at være futuristisk, men ender som et nostalgisk glitch. Game over, Katy.
Før Orlando Bloom forlod hende, tog hun på på et rumeventyr for at genopfinde sig selv. Men søndag aften virkede det som om, at hun aldrig er kommet tilbage til jordens kredsløb igen.
Trods ihærdige forsøg fra Canadas tidligere regering, så virker det til, at alt form for menneskelig kontakt til Katy Perry er tabt og erstattet med tarveligt neonlys og sukkersødt koreografi, som ligeså godt kunne være designet af AI.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
