Så godt som en greatest hits-forestilling, men det ville i sidste ende have krævet mindst en times længere spilletid, da en jubilar kom forbi på Amager.
Her er tale om et af de bands, som man synes, bare altid har været her. De har så faktuelt også haft muligheden for at være i folks bevidsthed i 40 år og det er netop dette runde tal, der var afsæt for, at Simply Red stod i Royal Arena i går aftes. Karakteriseret ved den altoverskyggende frontmand Mick Hucknall, der i sommer fyldte halvrund i form af de 65 år, så er han om nogen lyden af Simply Red.
Det kunne også høres i diverse indgangskøer, hvor folk skød med fraser som: “Simply Red, ham har jeg altid godt kunne lide”. “Dengang jeg første gang så ham live, så…” Første gang, jeg selv stødte på bandet live, var tilbage i 2009 i Horsens, da bandet havde besluttet sig for at dreje nøglen om via en Farewell-tour. Mit debuterende møde med Simply Red skulle således have været sidste gang på dansk grund. Sådan gik det heldigvis ikke, for koncerten onsdag aften var min sjette gang, hvor jeg stod ansigt til ansigt med Hucknall og co. De har i det hele taget været søde at begunstige danskerne med visitter med jævne mellemrum.
Tiden går – åbenbart
Aftenens fejring i Royal Arena lagde fra land med en lille videosnas af Hucknall, der i en ganske ung alder udtaler, at han har planer om at blive en af verdens bedste sangere. Få øjeblikke efter trådte først band med den karismatiske guitarist Kenji Suzuki i spidsen på scenen efterfulgt af good old Red (Hucknall), der var alt andet end trist. Det var der heller ikke skyggen af under åbningsnummeret “Sad Old Red”. Ganske vist startede koncerten således roligt og lavmælt, men publikum tog det nu alligevel fint sikkert med tanke på, hvad der ville være i vente.
Allerede to numre inde stod det klart, at Suzuki og resten af slænget fungerede som vin, der ældes. Den bliver kun bedre over tid. Det var lige så tight, som de penge, bandet synger om. “Would you believe it?”, lød det fra Mick Hucknall. “40 years!” “Luckily, I don’t feel a day over 65”, spøgte han til publikums moro. En så veloplagt og begejstret Hucknall er som regel garant for en stor aften, og det skulle vise sig at holde stik.
En musikalsk forelæsning til punkt og prikke
Underholdende blev det også, da den selvsamme hovedperson gav en lille stemmeparodi på salig Barry White forud for “It’s Only Love”. Det var så godt som en-til-en. Som en anden lektor fulgte Mick Hucknall det hengivne publikum gennem en årrække af højdepunkter fra bandets hånd. Korte præcise anekdoter fyldte fint i særligt første halvdel af det primære set.
Der var styr på årstal, plader og pudsige oplevelser i forbindelse med indspilningen af de sange, som tilsammen udgjorde aftenens sætliste. Dette træk gjorde noget godt for dynamikken og fik opmærksomme blikke retur fra musiknørderne, der var “in for a treat” denne aften. Hele Royal Arena emmede af harmoni, hvilket ikke var svært at efterkomme, når man fra scenen modtog en lektion i, hvor skønt det var med en fuldgod og gennemført energisk og professionel koncertoplevelse. Når helheden smelter sammen og der opstår en ikke-påtaget symbiose mellem band, tilhørere og spillested. Sådan en aften var det i aftes.
Stor respekt for sangenes ophav
Ganske uhøjtideligt blev man forkælet med en perlerække af de største Simply Red-hits, men på en ganske uhøjtidelig og respektfuld måde. Sagen er jo, at Simply Red har lånt en del sange fra andre kunstnere og gjort dem til deres egne med stor succes. Således ingen Simply Red uden bandets inspirationskilder og slet ingen Simply Red uden en trofast skare gennem årene. Husk bare på, at kæmpetræffere som “If You Don’t Know Me By Now” og “Holding Back The Years” er udlån.
Den meget soul-poppede tilgang, som Mick og drengene har, fornægtede sig ikke. Denne aften var der gang i blæsere og alverdens andre instrumenter. Det swingede, som man have håbet på. Læg dertil en god vekselvirkning mellem ballader som “You’ve Got It” og “For Your Babies” og uptempo-numre som “Fake” og den allestedsnærværende “Fairground”, der fik den gode Hucknall til at svinge sin bagdel i nogle hjemmelavede calypso/salsa-trin.
Millimeter fra at rydde bordet
Dette var et frækt bud på, hvordan en koncert skal skæres. Lige til liveoplevelsens ABC. Sagen er bare, at jeg vil påstå, at jeg har set bandet om muligt endnu bedre. Alene det faktum, selvom det kan synes i petitesseformat, så afholder det mig fra at stikke krøltoppen og hans håndlangere fuld plade. Det var en sand hitparade, og så var der altså hverken plads til “Night Nurse”, “Your Mirror”, “Come To My Aid”, “Angel”, “Remembering The First Time” og yderligere en håndfuld af velkendte værker. Vi ses med sikkerhed til Simply Reds 80 års jubilæum, hvis Hucknall finder en måde at holde årene tilbage. Hvis ikke det lykkes, så må de såmænd også gerne komme forbi Danmark inden da. I øvrigt, Mick, så er det lykkes at blive en af verdens bedste sangere…
Skrevet af Jesper Albæk Poulsen
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
