“Let me see your motherfucker fists in the air.”
Sådan indledte David Draiman søndag aften i Royal Arena, og fra det øjeblik var der ingen tvivl: Disturbed havde tænkt sig at rive taget af hallen. Publikum svarede prompte med næverne i vejret og en energi, der kunne få selv det mest stabile byggeri til at ryste i fundamentet.
Koncerten var opdelt i to sæt, og første del var noget helt særligt. Hele debutalbummet The Sickness fra 2000 blev spillet i sin helhed. Fra de pulserende “Voices” og “The Game” til det maniske klimaks i “Down with the Sickness” fik publikum en tur direkte tilbage til nu-metal-æraens storhedstid. Når Draiman brølede sit ikoniske “ooh-wah-ah-ah-ah”, var det som at trykke på en kollektiv nostalgi-knap. Hele Royal Arena eksploderede i takt, og det var umuligt ikke at lade sig rive med.
En hyggelig søndag på Amager
Det kræver noget særligt at gøre numre som “Fear”, “Numb”, “Want”, “Conflict” og “Shout 2000” til andet end en parade af arenahits. Alligevel lykkedes Disturbed. Det føltes som at blive trukket ned i en mørk kælder på den lukkede afdeling, hvor fællesmedicinen var 25 års musikalsk urkraft. Draimans drilske attitude forstærkede kun oplevelsen. Han trissede rundt i sin sorte dragt, tilsyneladende uden at anstrenge sig, som var det bare en hyggelig søndag på Amager.
Da “Meaning of Life” rundede første sæt af, tog Draiman plads i en elektrisk stol iført orange kedeldragt. Med sit monstrøse grin sendte han blikke ud over publikum. Det var teatralsk, fandenivoldsk og aldeles effektivt. Disturbed beviste i den første time, at man efter 25 år stadig kan være både forstyrrende og vital.
En pause i en rock koncert
Efter pausen var forventningerne naturligvis enorme. På papiret stod der en parade af bandets største hits, men i praksis blev det mere famlende end forførende. Åbningen “I Will Not Break” lagde fornuftigt fra land, men da “10.000 Fists” bragede i gang, blev det tydeligt, at vi befandt os i et underligt spændingsfelt. Publikum var med, ja, tusindvis af næver blev naturligvis løftet, men stemningen havde en ufagløs karakter. Som et ritual, der mest blev udført, fordi det stod i manualen.
“Bad Man” blev akkompagneret af en oppustelig figur bag trommeslageren, der virkede decideret malplaceret. Det kunne have været en visuel pointe, men endte mest som en distraktion. Og hvor “Land of Confusion” og “Indestructible” burde have føltes som sikre crowdpleasers, forsvandt meget af energien fra første sæt.
Kæmpe skandale
Den store skandale kom dog under “The Sound of Silence”. Et tæppe blev rullet ned, et klaver kørt frem, og bandet satte sig ned for at skabe en intim stund. Mystisk? Ja. Forførende? Til at begynde med. Men da Draiman åbnede munden, forsvandt magien. Vokalen var slap, falsk og flad. Hvad der kunne have været aftenens klimaks, blev i stedet et pinligt lavpunkt, hvor selv de første to minutter føltes som en evighed. Først da der endelig kom lidt råhed, ramte det ved siden af. En skandale på en sang, der ellers er så perfekt skåret.
Efter en omgang lommefilosofi om, at “tonight we are family”, kom “The Light”, som var pænt fremført, men så gennemsnitligt, at man næsten længtes tilbage til mørket. Heldigvis blev “Inside the Fire” leveret med et flammehav, der i det mindste lukkede aftenen med manér.
Det føltes bestemt ikke som et Greatest Hits-show. Setlisten burde have været vendt på hovedet, for koncertens første time stod som et monument over Disturbeds styrke, mens finalen desværre faldt helt igennem.
Vil du se flere billeder af koncerten, kan du klikke her!
