Charles og bandet havde allerede spillet i et af de andre lukkede telte dagen før, men jeg fik fornøjelsen af at opleve dem på Open Air-scenen fredag aften kl. 19.45. Heldigvis, fordi her havde de plads til at udfolde sig fysisk og musikalsk – og det gjorde de i stor stil. Charles Wesley Godwin er en amerikansk singer-songwriter fra West Virginia, der spiller moderne country, americana og folk med stærke fortællinger om livet i Appalachia.

Men Charles er langt fra ene om den performance, vi fik på Open Air-scenen den aften. Hans bandmedlemmer gav et stort tilskud til energien på scenen og leverede samlet set en fremragende oplevelse til de mange, der var mødt op foran den største sceneplads på Tønder Festival, om end pladsen ikke var helt fyldt op. De fremmødte fik dog en overraskelse af den positive slags fra dette relativt ukendte countryband.
Der var fuld smæk på beatet til den første sang, Snake Farm, et covernummer fra countryartisten Ray Wylie Hubbard, der satte gang i dansen blandt publikum. Det syv mand store band var over hele scenen med livlighed, smil og energi.

I ren rock’n’roll-stil oplever vi både forsanger og bandmedlemmer lægge sig bogstaveligt ned på scenen, flyve helt ud i siden med eminente guitarsoloer og meget mere.
Der var virkelig overskud fra dem til både smil og fjol, som smittede totalt af på publikum.
Der er en god dynamik mellem ballader og uptempo-numre, som holder folk til fadet, og vi får masser af eksempler på den skønneste vokal hos Charles.

Sidst på koncerten begynder det at regne, og med nogle mere rolige numre spotter jeg et par, der danser tæt sammen fuldstændig upåvirket af regndråberne og bare giver sig hen til balladen Dance in Rain – og hinanden.
Deres afslutningsnummer får alle til at skråle med. Det er nemlig et fabelagtigt cover af hittet Country Road, som jo netop handler om forsangerens ophav i West Virginia.

Med Charles Wesley Godwin og hans band kan du opleve ægte moderne country og rock’n’roll mixet sammen – en liveperformance, der holder publikum i gang med god energi og dansevenlige beats. De er en fest, og jeg kommer gladelig igen for at genopleve deres optræden.

Se flere flotte billeder fra koncerten HER




