Tina Dickow og Helgi Jonsson inviterede Tønder Festival ind i deres kærlighedshistorie – fortalt gennem sange, ærlighed og humor. Resultatet blev en rørende rejse fyldt med gåsehud, grin og tårer.
Der var pres på Telt 1 fredag kl. 16.15, da et af de helt store danske navne skulle spille deres første koncert siden 2017. Nemlig Tina Dickow og hendes islandske mand Helgi Johnsson.
En del gæster gik forgæves til koncerten, fordi der simpelthen ikke var plads til alle dem, som gerne ville høre dem.
Det er ærgerligt, men jeg er helt ekstremt glad for, at jeg kom så tidligt, at jeg fik en plads i teltet, som primært er for det siddende publikum – og også et rum, som Tina og Helgis optræden passer bedst ind i. Det er nemlig noget ganske intimt og særligt, vi skal til at opleve i de næste 75 minutter.
Tina og Helgi har turneret sammen siden 2024, hvor de har formidlet deres fælles kærlighedshistorie med musik og ord. Nu var det festivalgæsterne i Tønder, der havde en chance for at få denne oplevelse med de to dygtige og erfarne sangere og sangskrivere, der har dannet par siden 2012, hvor de hurtigt blev forældre til deres første barn ud af tre børn.
Men de har en dramatisk forhistorie sammen som måske for nogen kan forklare lidt hvordan deres fælles liv startede på den måde, og det er den, vi er så heldige at få lov til at få et indblik i.
Det er en del år siden, jeg selv har oplevet Tina Dickow live. Dengang lyttede jeg med stor fornøjelse til sangene fra særligt hendes album, Count to Ten og A Beginning, A Detour, An Open Ending, som fik en særlig plads i mit hjerte. Helgi er til gengæld helt ny for mig i live-sammenhæng.
Der er sket en hel del siden for Tina Dickow – både musikalsk og i sit privatliv.
Jeg er særligt nysgerrig på, hvad de kan sammen, udover at være et fasttømret par. Hvad er deres fælles musikalske udtryk? Det skulle jeg nok få svar på.
Tina og Helgi starter koncerten med en af de helt store fra Tinas album In the Red. Her får vi en fantastisk og harmonisk sammensmeltning af de to stemmer. Helgi på elguitar, Tina på den akustiske guitar.
Derefter starter fortællingen om den første gang, de mødte hinanden, skiftevis fortalt med humor, ærlighed og en smule teatralsk formidling, der gør det hele særdeles interessant og ikke mindst levende. Der laves film om kærlighedshistorier – her har vi den i koncertform. Ikke formidlet af skuespillere, men af hovedpersonerne selv.
Selve fortællingen vil jeg ikke afsløre for meget af. En del kan du opsnappe på nettet, hvor særligt Tina har delt bidder fra deres kærlighedshistorie. Men du får meget mere end bare ord til denne koncert, hvilket jeg synes gør det til en ekstraordinær oplevelse.
Helgi viser sine levende formidlerevner i sangen Digging Up a Tree fra hans album For the Rest of My Childhood, mens Tina supplerer op som korsangerinde.
Derefter synger de et cover af sangen Josephine, som har del i deres fortælling. Josephine er en sang skrevet og udgivet af Teitur – en færøsk sanger og sangskriver, som særligt Tina Dickow finder stor inspiration hos.
Generelt er Tina og Helgi utrolig søde sammen, og de formår med deres jordnære udtryk både at underholde og invitere os ind i følelsesregistret, så de bliver dejligt relaterbare. Særligt Helgis ærlighed omkring det at føle sig afvist og ulykkeligt forelsket i Tina giver stor respekt og medfølelse. Vi har vist alle været der, hvor vi har længtes efter nogen, der ikke ville have os. Samtidig formår han at bruge humor til at fortælle om noget, der på tidspunktet har været smertefuldt. Deres stemmer sammen er samtidig en kæmpe fornøjelse.
I sangen Walls (An Open Ending) begynder de første gåsehud at rejse sig, da de sammen formidler sangen og bliver fulgt op af Helgi på trækbasun, samtidig med de indhylles i røg. Det var nok bevidst, men det var med til at give et billede af de vægge, som Tina havde omkring sit hjerte på tidspunktet i deres fortælling.
Fremførelsen af den skræmmende sang Friend at a Bar får vi både som a cappella, men bygges op med guitar og til sidst klaver, hvilket får anmelderen til at måbe med et ”Wow” i sit ansigtsudtryk.
Tina Dickow fortæller os, hvordan hendes sange har fået nyt liv i hendes musikalske samarbejde med Helgi, og jeg må give hende fuldstændig ret. Sikke et liv med Helgi til at tilføre sit aftryk. Det får vi særligt at mærke i sangen Sacre Coeur.
Helgi giver os sangen Dimma, som på dramatisk vis skildrer stemningen af drøm, håb og en næsten umulig kærlighed der komplicerer deres relation, mens vi får Tinas oplevelse i sangen On the Run. Jeg er totalt vild med, hvordan de har flettet fortællingen så smukt ind i sangene og giver os den røde tråd, med et indblik fra deres individuelle udkigsvindue til situationen mellem dem.
I Helgis sang Salt får vi den rå formidling af det helende vs. det smertefulde i svære valg, skyld og opbrud – men også kærlighedens nødvendighed. Ikke mindst Tinas sang Letter gav os et indblik i, hvordan hun havde det med Helgis kærlighedserklæring i form af et brev sneget ind under hendes dør på det hotelværelse, hun var på. Bakket op af historien bag sangen bliver jeg rørt til tårer.
I sangen Goldhawk Road har vi dem for alvor sammen, hvor Helgi på sjoveste vis giver hints til det skjulte budskab fra Tina til ham, og publikum griner højlydt af ærligheden. Vi forstår ham jo udmærket, men han gør det så godt i måden, han serverer det på.
Herefter kulminerer oplevelsen af de to enormt musikalske mennesker for mig – og med sikkerhed også for dem omkring mig.
Fordi efter fremførelsen af den vigtige sang Too Little Too Late af Tina, som handler om at leve livet med åbne øjne og ikke lade chancerne fare forbi, citerer Tina artisten Teitur med ordene: ”Du kender ikke et menneske til fulde, før du forstår, hvor de kommer fra.”
Herfra får vi Helgi på scenen, som fuldstændig fængslende og dragende synger a cappella på islandsk, hvorefter den tunge bas og de elektroniske elementer i den storladne sang True North rammer de store følelser og den faste beslutsomhed i Tina på genial vis. Man mærker samtidig fuldstændigt i musikken, hvordan den islandske natur afspejles i sangen, og jeg er blæst bagover – musikalsk og følelsesmæssigt.
Jeg er ikke den eneste, der er imponeret, fordi flere rejser sig op og giver dem et stående bifald.
Den fineste afslutning på kærlighedshistorien får vi i sangen Someone You Love, smukt formidlet af parret – og så ser man så mig græde igen. Hele salen står nu op og klapper af parret, hujer, og jeg prøver at få styr på tårerne, glæden og aaalt det, som vi lige har været igennem. En rutchebanetur af følelser, hvor virkeligheden blev bragt ind i sang og musik.
Ekstranummeret bliver Ain’t No Time to Sleep, som passer så fint ind i festivalstemningen.
På vej ud overhører jeg en fra publikum sige til dem, vedkommende er sammen med: ”Deres musik er bare så meningsfyldt.”
– Og jeg kunne ikke være mere enig. Meningsfyldt, magisk og rørende.
Se de flotte billeder fra koncerten HER
