S.G. Goodman blandede politisk kant og ballader på Tønder Festival

Den amerikanske singer-songwriter S.G. Goodman gæstede Telt 2 på Tønder Festival med sit band fredag eftermiddag. Med sin rå sydstatske stemme, politiske kant og skæve humor leverede hun en koncert, der både delte og tryllebandt publikum.

S.G. Goodman er en amerikansk singer-songwriter fra Kentucky, der blander indie-rock, americana og folk med en rå, sydstatsk sjæl og stærke fortællinger.

S.G. Goodman spiller i Telt 2 under Tønder Festivalen torsdag den 28. august 2025. Fotograferet af Helle Arensbak

Hun spillede i Telt 2 på Tønder Festival fredag eftermiddag, og med sig havde hun sit band. S.G. Goodman præsenterer sig selv som en ”Queer Hillbilly” fra Kentucky, og flere gange under koncerten taler hun ind i den politiske uro og de bekymringer fra LGBTQ+-miljøet, som fylder rigtig meget for hende – og faktisk for mange af de amerikanske artister, Tønder Festival har hyret ind til at spille for det europæiske publikum. Men hun formår at gøre det på en meget humoristisk og sarkastisk måde, så det føles lettere at være i rum med.

Med solbriller på og en relativt neutral fremtræden synes jeg dog ikke, vi kommer sådan rigtig under huden på artisten. Men hendes musik bliver leveret med indlevelse og en smuk vokal. Det er tydeligt for særligt publikum, der i forvejen kender hendes musik, at hun formår at tryllebinde med sine sange.

Jeg oplever hende og hendes musik for første gang. Jeg havde håbet på noget mere spræl fra hende og bandet. Det er faktisk kun under sangene The Fire og Pepper, at de liver op og får mig sådan rigtig med. Resten er kun ballader. Hendes seneste album, udgivet i år, kalder hun Planting by the Signs og det indeholder sangen Snapping Turtle og selve album coveret afbilleder da også en skildpadde, som bliver leveret for os inden for de første par sange. Jeg fik faktisk tanken, at sangene fra det album, virkelig er som en langsom skildpadde, men den bed altså kun frem to gange for mit vedkommende. Det er for lidt til at give tilpas mange stjerner.

Når det så er sagt, handler det også om forventninger til, hvilke sange du er klar på at høre. Vi kender vist alle til det at være lidt trætte, og så høre et liveband, der spiller meget stille sange – uden de store bevægelser fra scenen. Det er faktisk svært at leve sig helt ind i det univers af ballader, der kommer, uden at falde en smule i søvn. Jeg kan ikke afvise at det var grunden til at mit fokus ikke helt var optimalt.

Jeg bemærker dog nogle gange, hvor lyden fra guitaren lyder supermærkeligt – bl.a. under sangen Michael Told Me, som bestemt ikke er min favoritsang i forvejen. Sådan var der nogle lidt finurlige overgange til sangene gentagne gange, som jeg ikke synes fungerede supergodt.

Anmelderen liver dog lidt mere op under sangen Love, som har lidt mere country vibes og ikke får mig til at falde i søvn. Der sker nemlig absolut intet på scenen, men hvis du lukker øjnene, så kan musikken bestemt noget!

En anden spændende sang er faktisk Heartlightning, som har en guitarsolo-intro på første vers, indtil hele bandet følger op og giver os et meget råt lydbillede.

Ved sangen Nature’s Child bliver vi virkelig underholdt af den humoristiske sangerinde, som fortæller en sjov historie om bandmedlemmerne – en historie, som der nok stadig bliver talt lidt om. Man skulle have været der! Derudover taler hun indirekte ind i USA’s politiske klima med sarkasme og humor, og samtidig indbyder hun til flere følgere på Instagram, så hun føler sig tilpas vigtig nok til at kunne komme ind i sit hjemland igen – og hjem til sin kat. En sød og sjov fortælling, hvor der jo egentlig ligger ret meget alvor bag. Det er nemlig en bekymring, som er relaterbar for mange i LGBTQ+-miljøet, der kommer fra USA og rejser ud derfra i øjeblikket.

Med sangen Devil får vi leveret et skønt trommespil, og derefter en meget sårbar og relaterbar sang i Heaven. Den er ret lang (og kedelig for mig), men eskalerer i et fantastisk storladent øjeblik, hvor trommerne intensiveres sidst i sangen.

De sidste numre, som bliver ekstranumrene i settet, er Space & Time, som er endnu en sjæler, og det fedeste nummer, nemlig Pepper. Men jeg synes godt nok, der var lang vej til endelig at mærke både nerve i sangene, men også i bandmedlemmerne, der faktisk liver totalt op i den sidste sang.

Så en blandet oplevelse for mit vedkommende. Men for dem, der kender artisten og hendes musik, så fornemmer jeg, at de var helt blæst bagover af sydstatskvindens musikalske univers. Men at overbevise mig, det gjorde hun desværre ikke denne gang.