Ed Sheeran havde en fotokontrakt, som vi ikke har skrevet under på. Derfor kan vi ikke vise billeder af koncerten fra 2025. I stedet har vi arkivbilleder fra 2014 fra Ed Sheerans koncert i Forum.
Det er i sig selv storslået: 200.000 mennesker fordelt over fire dage på Femøren. En kølig torsdagaften stod Ed Sheeran midt på en fritstående rund scene og skulle forvandle Femøren til et internationalt popmekka.
Alle kunne se ham, det var i hvert fald pointen, og i teorien burde magien have været sikret. Men da de første toner af “Castle on the Hill” lød, blev det hurtigt klart, at nærværet var sværere at finde end udsynet.
Ed Sheeran ligner stadig gademusikeren med guitaren, og han lyder stadig som den unge mand fra undergrunden, der kunne få en perron eller en hel bar til at lytte. Men formatet, altså fire gigantkoncerter på stribe afslørede sprækkerne i hans koncept.
Når han igen og igen insisterer på at forklare sin loop-station, føles det mere som en tryllekunstner, der hiver den samme kanin op af hatten. Igen og igen og igen og igen … du forstår pointen.
Hæmsko
Der er et paradoks, der nægter at slippe taget: Minimalisten Sheeran, der bygger sange op alene, forsøger at fylde et kæmpeområde. Men hvor hans ydmyge tilgang engang var charmen, blev den her aften en hæmsko. Den intime styrke druknede i den kolde sensommeraften.
Midt i det forudsigelige fandtes dog glimt af det, man kom for. “Eyes Closed” viste loop-setuppet fra sin bedste side, og “Give Me Love” var som skabt til den cirkulære scene. Det blev en stille, intens oplevelse, der pludselig gav mening. Her var han tæt på, selv om 50.000 stod rundt om. Og i mørket blev “Photograph” et af de øjeblikke, hvor selv den kritiske far med armene over kors måtte overgive sig en smule.
Men det blev hurtigt ujævnt igen. Mash-uppet med “Take Me Back to London” og en række andre hits virkede mere som et Spotify-mixtape end et liveøjeblik. Og da han hev “Thinking Out Loud” frem, blev dén forlænget så meget, at magien ebbede ud, inden publikum kunne nå at holde fast. Ironisk nok sang publikum højere til Justin Biebers “Love Yourself” end til Sheerans egne ballader. Det siger en del. Måske endda for meget.
Take Me Back to… VEGA!
Problemet var ikke kun sætlisten, men også hele iscenesættelsen. Den store runde storskærm viste ofte grafiske gimmicks snarere end manden selv. Pixelgrafik i stil med et gammelt computerspil og mærkelige filtre ovenpå billederne tog mere fokus, end de gav. Distraherende snarere end fordybende.
Heldigvis blev der alligevel leveret øjeblikke, hvor det hele gik op i en højere enhed. “Bloodstream” var aftenens kulmination. Mørk, intens og med et loop-arbejde, der endelig fik sit gennembrud. Det var øjeblikket, hvor man mærkede, hvorfor Ed Sheeran stadig kan fylde en plads af denne størrelse. Aftenens højdepunkt.
Mere Tivoli fredag aften end koncert
Men efter omkring halvanden time skete der noget. “You Need Me, I Don’t Need You” fik sat gang i festen igen, og her kom den magi, som Ed Sheeran så nemt kan skabe. Han ødelagde det ganske vist lidt for sig selv med sin rap, men det blev hurtigt glemt, da den nyere “Azizam” tog over. Det er en af Sheerans bedst skrevne sange, og torsdag aften var det tydeligt at høre.
“Shape of You” kom for sent i sættet, og mange var allerede på vej mod metroen. Megahittet “Bad Habits” lukkede festen med et hav af fyrværkeri, men effekten var mere Tivoli fredag aften end det brag, man kunne forvente af verdens femtemest streamede artist.
Ed Sheeran er stadig en entertainer i verdensklasse, når han rammer rigtigt. Det gjorde han bare ikke på Femøren i København torsdag aften. Her ramte han nemlig helt ved siden af.
