Grundet fotorestriktioner har vi ikke billeder fra koncerten. Billederne i denne anmeldelse er fra koncerten i Royal Arena 7. marts 2017. Den anmeldelse kan du læse HER!
Drake landede søndag aften i København med et af de mest solide bagkataloger i moderne hiphop, men han landede også midt i en tid, hvor superstjernen bløder prestige. Efter nederlaget i den brutale beef mod Kendrick Lamar og efter at være blevet gjort til grin til Super Bowl, er det svært at se ham som andet end en artist på retræte.
For selv om det er svært at forestille sig et mere uovervindeligt bagkatalog, fra “Hotline Bling” til “God’s Plan”, var det ikke triumfens sus, der blæste gennem Royal Arena. Snarere et vakuum pakket ind i pæne jakker, velplejet hår og en sceneopsætning, der lignede en blanding af catwalk og løbebånd.
Han åbnede ydmygt med en undskyldning: “I owe you 10 years of songs” (han var her sidst i 2017). Det lød næsten som et forsvarsskrift, og da “Over My Dead Body” og “Marvins Room” foldede sig ud, føltes det mere som et bagudskuende ekko end som et statement om fremtiden. Selv megahittet “Passionfruit”, der ellers satte gang i den store fællessang, bar præg af at være en rutineøvelse.
Publikum kunne hvert eneste ord. Det var ikke fans, det var en kult. Og det var netop publikum, der bar koncerten. Uden de 17.000 “dogs” i Royal Arena ville selv de mest solide numre være faldet til jorden. Drake var tæt på, fysisk, men følelsesmæssigt langt væk.
Når showet kører på autopilot
Midtvejs blev koncerten en sær blanding af natklubstemning og PowerPoint-præsentation. “Headlines” og “Know Yourself” lød som skygger af deres egne storhedstider, mens “Nonstop” ganske vist pumpede, men også forsvandt, før man overhovedet nåede at trække vejret.
Det krævede et cover af Travis Scotts “SICKO MODE” at få energien helt i kog. Her eksploderede Royal Arena, og man blev mindet om, at Drake stadig kan tænde en gnist. Han vælger den bare sjældent. For hver eksplosiv “Jumpman” fulgte et udvandet “Controlla”, og PARTYNEXTDOORs alt for lange mellemset fungerede nærmest som kollektiv rygepause.
Selv store crowdpleasers som “God’s Plan” og “In My Feelings” blev leveret med en underlig mangel på vilje. Det var som at se en mand, der havde glemt, hvorfor han engang var verdens største entertainer.
Det er ikke, fordi Drake ikke prøver. Hans scene var gennemført: pyro, flammer, fyrværkeri timet til pistolskud i “Knife Talk” og en løbebane, der omsluttede publikum.
Drake bevægede sig bogstaveligt talt rundt til folket , helt tæt på dem, der havde betalt 1.100 kroner plus gebyr for privilegiet at stå dér. På papiret var det et stærkt greb: en superstjerne, der trådte ud blandt mængden. Men følelsen af nærhed udeblev. Afstanden mellem manden på scenen og publikum blev aldrig mindre, for kontakten var overfladisk.
Når det er sagt, var det alligevel forfriskende at se et andet take på koncertformatet. Rampen, der snoede sig rundt om gulvet, gjorde, at blikket konstant flyttede sig, og at publikum oplevede showet fra skiftende vinkler. Det var innovativt og gav dynamik til rummet, men det ændrer ikke på, at den ægte intimitet aldrig indtraf.
Fortidens triumfer uden fremtid
Når hits som “One Dance” og “Hotline Bling” rullede af sted, var der glimt af det Drake, vi engang troede på. “Rich Baby Daddy” viste faktisk forfriskende energi, og gulvet forvandlede sig til en moshpit under “Knife Talk”. Men helheden blev ved med at smuldre. Der var ingen små overraskelser, ingen oprigtige øjeblikke. Kun et velproduceret maskineri, der manglede sjæl.
Drake er stadig en af verdens største artister. Med over 82 millioner månedlige lyttere på Spotify er det umuligt at ignorere hans position, og at han sælger Royal Arena ud to gange, siger alt om hans gennemslagskraft. Men søndag aften i København var han ikke andet end en superstjerne på autopilot. Showet var flot, men gabende tomt. En koncert, hvor selv de største hits mistede glansen, og hvor publikum fortjente langt mere end endnu et kapitel i Drakes retræte.
Han fremstod som en entertainer, der levede på fortidens triumfer, men som ikke længere har kreativiteten til at skabe noget nyt. Og måske var det mest levende øjeblik i virkeligheden, da han råbte “where my dogs at?” og 17.000 danskere begyndte at gø sultne tilbage.
For søndag aften i Royal Arena blev ingen mætte.
