Der hviler en mærkværdig stemning over Suset festivalpladsen.
Festivalområdet er omringet af røde containere, der rejser sig som en mur af metal og beton omkring de tusinder af mennesker, der strømmer ind. Det føles råt, ufærdigt og industrielt, og netop derfor fungerer det.
Suset er Copenhell på lykkepiller: en hård, betonagtig kulisse, men med et musikprogram, der spænder vidt og favner både pop, rap, rock og elektronisk.
Når man træder ind gennem containerindgangen, mødes man af havnen og det store røde Esvagt-skib, der præger udsigten og minder en om, hvor man er. Vandet ligger lige bagved og skaber en hyggelig stemning, men spiller desværre ikke nogen egentlig rolle i festivaloplevelsen.
Det er en skam, for havde man trukket musikken længere ud mod havet, kunne det have været et af landets smukkeste festivalsteder.
Stort navn ikke nødvendigvis giver en stor oplevelse
Fredagen blev ungdommens fest. Lamin lagde hårdt fra land, Ella Augusta fulgte trop med en selvsikker optræden, mens Tobias Rahim forvandlede containerhavnen til en popstadion-fest.
Men så kom Jason Derulo. Esbjerg havde fået et sjældent visit af et internationalt popnavn. Det i sig selv var en sensation.
Der blev pustet støv af landingsbanen i Esbjerg Lufthavn bare for at få ham hertil, men da musikken først rullede, stod det hurtigt klart, at det snarere var et danseshow end en koncert. Det kan du læse mere om her!
Esbjerg fik sit verdensnavn, men også en påmindelse om, at et stort navn ikke nødvendigvis giver en stor oplevelse.
Fællesskabsøjeblik
Lørdagen var bredere og mere varieret. Festivaldagen begyndte med et øjeblik, som mange vil huske: Madsen gik på scenen og kiggede ud over publikum.
“Jeg så lige plakaten, da jeg gik herned. Fik I overhovedet noget rock’n’roll i går? Nej? Jeg tænkte det nok. Skal vi så ikke få gjort noget ved det?”
Og det fik han sandelig gjort. Han lød som sin far, men samtidig helt på sin egen måde. En på mange måder poetisk optræden med Fanø liggende i horisonten.
Senere fulgte sød ungdomspop med Mumle og Annika, hvorefter HUGORM piskede punket energi ind i de mange mennesker, før Peter Sommer tog scenen med sin melankolske charme og The Minds of 99 skabte festivalens store fællesskabsøjeblik.
Havnens hurtigeste knallert
Her er Hit Fit Dance med Berit Borgs Danse Center, DJ-battle mellem borgmester Jesper Frost Rasmussen og kulturudvalgsformanden, musikquiz med lokaldrengen Anders Bjerring, kåring af havnens hurtigste knallert med Maxi Maniac’s og line dance med Esbjerg Line Dance Club.
Man kan mærke, at Suset stadig er nyt, men samtidig at der er tænkt over detaljerne, selv om der kun står to år på CV’et.
Suset har tydeligt fundet sit publikum blandt de unge. Mange af dem oplever måske deres første festival her, og det er til at mærke i luften: det er deres sted, deres første møde med koncerter, fadøl og fællesskab under åben himmel.
Lørdagen var udsolgt, og det kunne ses. Flere mennesker på pladsen, men stadig luft nok til at trække vejret og danse.
Dobbelthed og havnebeton
Alligevel er der en dobbelthed. Festivalpladsen roder, og nogle steder føles det ustruktureret, men det er også en del af charmen.
Det rå container-setup og havnebeton er en styrke, men kan også føles fladt og malplaceret i længden. Snakken går allerede om en mulig udvidelse til Byparken, men hvorfor ikke holde fast i havnen? Mere havn, mere beton, mere råhed. Det ville være langt mere tro mod sin identitet.
Når mørket falder på, og man bevæger sig gennem containerportene ud mod byen, sidder festivalens væsen stadig i kroppen. Suset er råt, rodet og fuld af kanter, men det er også dér, charmen ligger.
For midt i betonen, det røde Esvagt-skib og de mange frivilliges smil vokser en festival frem, der tør være både ungdommelig, lokal og ambitiøs.
Suset 2025 viste, at Esbjerg kan skabe sin egen festivaltradition og at råhed kan være lige så smuk som noget poleret.
Vil du se flere billeder fra to dage på Suset, kan du klikke lige HER!
