Mandag aften gæstede Carlos Santana og hans band København, og det blev både en fødselsdagsfejring af et crewmedlem og en hyldest til livet – men også en hyldest til de store musikalske stjerner, som ikke er her mere: Michael Jackson, Charlie Parker og selvfølgelig Ozzy Osbourne, der lige skulle have en sidste salut til omkvædet af Iron Man.

Størstedelen af koncerten blev der danset – på trods af, at det ellers var solgt som en siddekoncert. Men helt ærligt, det var svært at blive siddende. Kun under Put Your Lights On, som oprindeligt blev skrevet sammen med Everlast og udgivet på albummet Supernatural, kunne publikum tage en kort pause. Til gengæld blev mobiltelefonernes lygter tændt og skabte et smukt lyshav i salen.

Fra scenen lød også en bøn til verdens ledere om fred, mens en virtuel due fløj hen over skærmen bag scenen. Carlos Santanas karismatiske udstråling og hans enorme musikalske talent lyste hele Royal Arena op i de cirka to timer, koncerten varede – og det var lige præcis det afbræk, man havde brug for i en hverdag, hvor krig og klimaforandringer fylder meget.

Tak for en dejlig aften
Se resten af de flotte billeder taget af Peter Bay Isak

