Selvom publikum var sparsomt, fyrede 78-årige Iggy Pop op for Stjernescenen lørdag aften på smukfest med samme vildskab og energi, som han altid har gjort — punkens evige overlever viste, at alder kun er et tal.
Nogle gange kan Smukfest være det mest intime sted at opleve et verdensnavn – helt uden at mase sig gennem tusinder af mennesker. Og det sker overraskende ofte, når et større dansk navn spiller på samme tid. Denne gang var det de danske darlings Nik og Jay, der tog fokus fra manden, myten, legenden. Selveste Iggy Pop.
Ham kender du måske ikke, men han er punkens gudfar og har banet vejen for rigtig rigtig meget musik og har inspireret hele punkbølgen gennem tiderne med bandet The Stooges. I dag er manden 78 år gammel, men det forhindrede ham ikke i at fise og spæne rundt på scenen til trods af en iøjenfaldende skævhed i ryggen og en crookedness, der får det skæve tårn i Pisa til at se fuldstændig lige ud. Det er tydeligt, at årene har sat sine spor, men det giver Iggy Pop decideret ikke en flyvende fuck for.
Som altid optræder han i bar kasse på trods af dybe linjer, læderhud og aldersspor og ærligt, mandens energi er decideret inspirerende. Hvis jeg har halvt så meget energi, når jeg når den alder, så tror jeg, at jeg har vundet i livet.
Punken lever stadig – i hvert fald i Iggy
Koncerten åbner med “TV Eye” og orkestret bag ham er stærkt: to guitarister, bas, trommer, keyboards og en blæsersektion med trompet og trombone. Setlisten byder på en hel del klassikere – både Stooges og Iggy selv, blandt andet “Lust for Life”, Raw Power”, The Passenger” og min personlige favorit “I Wanna Be Your Dog”. Dog får vi også nyere sange som blandt andet “Frenzy” og “Punkrocker”.
Det må til gengæld være en absurd underlig følelse, som en stor rock-stjerne, der har spillet for fulde arenaer til at stå midt i en dansk skov og spille for så småt et publikum. Men han lod sig ikke mærke af det. Overhovedet. Han præsterede, leverede og sejrede.
Jeg, personligt, havde ingen forventninger til manden, og det er altid svært med de her artister, der er oppe i alderen, synes jeg. Men jeg blev hurtigt tryllebundet af hans skævhed – ikke den fysiske – men i hele hans optræden. Stemmen var rå, upoleret, men virkede stadig fortræffeligt godt! Og energien. Igen… Det var formidabelt.
Og da han afrunder koncerten af med ordene: “This is not for everybody – only for certain people.” er det på en måde et kæmpe statement. Men punken lever altså stadig videre i Iggy Pop og hans musik, og det håber jeg, den bliver ved med at gøre længe endnu.
