Solen var gået ned, mørket havde lagt sig, og pladsen foran Over Havet-scenen var næsten mennesketom. Mange havde allerede forladt festivalen, måske med erindringen om, at QOTSA sidste år aflyste deres koncert og blev erstattet af Jack White.
Nogle havde nok håbet på en gentagelse.
Men Josh Homme og co. dukkede op til tonerne af den kultagtige “The Kitchen / The Orgy” og leverede åbningsreplikken: “We shall have a good time. We shall die trying.”
Lyden, desværre, var ikke på deres side. Når vokalerne kom på, druknede detaljerne, og Homme mumlede mere end vanligt. Flere omkvæd var næsten umulige at skelne. Det kunne lige så godt have været en instrumental koncert.
Men når musikken stod alene, ramte bandet momentvist den hårdtslående nerve, de er kendt for. “Burn the Witch” havde en forførende intro, der trak én ind, og “No One Knows” placeret allerede som andet nummer fik græsset til at vibrere under en.
Charmerende, men uforudsigelig
Queens of the Stone Age har siden midten af 90’erne været et hovednavn i moderne rock, med rødder i Californien og en lyd, der kombinerer stonerrock, skæve grooves og radio-venlige melodier.
Homme har altid været bandets omdrejningspunkt, været charmerende, men uforudsigelig. Lørdag aften fik vi begge sider. På “Make It Wit Chu” vandrede han rundt blandt publikum på forreste række med mikrofon, drink og cigaret, kyssede en vagt og opfordrede folk til at sidde på hinandens skuldre. Det var skævt og hyggeligt. Her var der endelig et glimt af fællesskab.
Problemet var, at koncerten ofte føltes forhastet. Som om bandet havde så travlt med at levere slagkraft, at de glemte at være virkelig gode. “I Sat by the Ocean” og “The Vampyre of Time and Memory” viste, at når de tog sig tid, kunne de stadig skabe noget smukt. “I Appear Missing” var decideret lækker, sprød, præcis og fyldt med dét QOTSA er så fandes gode til.
Glimt af magi
Mod slutningen forsøgte “Go With the Flow” at hæve energien, men virkede rutinepræget. “A Song for the Dead” skulle have været det store klimaks, men den blev hæmmet af den mudrede lyd. Først da teksten for alvor kom i spil, begyndte det at hænge sammen.
Queens of the Stone Age lukkede ganske vist festivalen, men det blev ikke en af de optrædener, man taler om i årevis.
For de få, der blev, var der glimt af magi, men også lange stræk, hvor tankerne gled andre steder hen.
Når man stod foran Over Havet-scenen og kiggede op, kunne man se lysene fra fly, der lettede fra Københavns Lufthavn, stige op i nattehimlen bag scenen. Det var næsten mere fascinerende at følge deres stille rejse ud i mørket end at holde fokus på, hvad der skete på scenen.
Vil du se flere billeder fra koncerten, så kan du klikke her!
