Hjalmer indtog for første gang Smukfests største scene, Bøgescenen, med charme, nærvær og en rørende hyldest til sin far, Kim Larsen.

Solen bagte over Bøgescenen kl. 13.15, da den danske sanger og sangskriver Hjalmer for første gang indtog Smukfests største scene. Han har tidligere spillet på flere af festivalens mindre scener, og det blev også nævnt flere gange, hvor stort det var for ham at stå netop her.
Opgaven var ikke lille: Publikum var en blanding af trætte festivalgæster, der havde været i gang i flere dage, og friske lørdagsgæster, der havde lagt sig helt frem foran scenen med højt humør og festlig energi.

Hjalmer selv var i hopla i sort blazer, afslappede bukser og en grå kasket. Det så varmt ud for os, der stod svedende blandt publikum, men det stoppede ikke den skønne charmør i at levere musikken med energi og få folk til at rocke og synge med.
Åbningsnummeret var “Aldrig alene” – et perfekt valg med sine uptempo beats, der fik folk til at danse og klappe med fra start. Stemningen tog et ekstra hop, da han introducerede den relaterbare “fuck dig”-sang, “Som at sove på hotel” – en af hans nyeste udgivelser, der allerede er blevet et hit blandt fans.

Når Hjalmer taler, lytter publikum. Med humor, ærlighed og dybde skaber han en nærværende kontakt. Han gemmer sig ikke bag solbriller, selvom solen skinnede direkte på scenen – han virker bare til at være sig selv, jordnær og autentisk.
Hans nyeste single, “Frihed”, blev flettet elegant sammen med et par ord om, hvad Smukfest betyder for ham: netop frihed. Efter en guitarsolo og en kort pause vendte han tilbage med “Hvis du går” (2017), leveret med nerve og næsten kirkelige toner fra bandet.
En af koncertens højdepunkter var “Frie fugle”, som han normalt synger sammen med Gobs. Selvom han tog den alene, sang publikum med i fuld styrke.

Hjalmer fortæller sine sange – han synger dem ikke bare. Han vender ulykkelig kærlighed, mødet med ekskæresten og hendes nye flotte kæreste, selvværd og meget mere med en blanding af humor og alvor. Klassikerne “Dig og mig”, “Salt i såret” og Medina-duetten “Hvis du går” fik naturligvis også plads.

Og så kom det øjeblik, hvor jeg fik noget i øjnene og de blev en lille smule våde. Jeg var nok ikke den eneste der blev lidt rørt.
Hjalmer kan nemlig ikke komme udenom, at han er søn af en af Danmarks største musikere – Kim Larsen. Selvom han har sit eget musikalske udtryk, ligner han sin far både af udseende og til dels i måden, han synger på. Han fortalte, hvordan Kim Larsen i 2018 stod på samme scene som sin far under hans sidste Smukfest-koncert. En aften, hvor bøgeskoven var fyldt til bristepunktet, og hvor mange nok vidste, at det kunne være sidste gang, vi så Kim Larsen på festivalen. Kort efter døde han. Jeg var der selv og husker koncerten meget tydeligt.
Til efteråret ville Kim Larsen være fyldt 80 år, fortalte Hjalmer. Og selvom hans far hadede at blive fejret, mente Hjalmer, at han alligevel ville være blevet glad for at høre sin søn synge den smukke “Som et strejf af en dråbe” – kun med akustisk guitar og sin egen stemme. Publikum sang stille med, og det var et rørende, respektfuldt og helt særligt øjeblik der sendte tanker til den afdøde legende indenfor dansk musik.

Finalen bød på fællessang til “Kom sommer”, efterfulgt af “Istedgade”, inden han sluttede af med ordene: “Vi er alle hjemme her på Smukfest.”
En skøn sommerkoncert fra en kunstner, der helt klart hører hjemme på Bøgescenen igen – gerne med endnu flere publikummer næste år.
Se flere fine billeder fra koncerten HER




