Syd for Solen er Københavns bud på en bynær festival med internationalt format: tre dage, tre genrer, tre forskellige publikummer. På papiret lyder det som et frisk pust til hovedstadens kulturliv. I virkeligheden føles festivalen stadig som en prototype, der ikke helt har fundet sin egen virkelighed.
Musikprogrammet bød på øjeblikke, der kunne få enhver festivalelsker til at smile. Natasha Bedingfield fik os alle til at synge med på hendes velkendte hits, mens Peter Sommer med sine tekster satte gang i en kollektiv samtale om Valby Bakke, et lille stykke København, som vi pludselig følte os tættere på.
Da Jodie Harsh tog over i regnvejret, blev der danset med en næsten befriende energi, hvor intet kunne stoppe festen. Blaue Blume fangede sommerstemningen perfekt, og flere valgte at smide Birkenstock-sandalerne for at danse barfodet i græsset.
Musikalsk er der intet at udsætte, og ambitionerne er til stede, og niveauet matcher store europæiske festivaler. Især når Syd for Solen rammer helt plet og fik Chappell Roan på programmet. Wow.
Anonymt og blottet for personlighed
Men uden for scenekanten falder det hele fladt. Pladsen er anonym. Ikke bare lidt, men helt blottet for personlighed. Roskilde har Orange Scene. Tinderbox har sit pariserhjul. Smukfest har Bøgeskoven og Bøgescenen.
Syd for Solen? Ingenting. Festivalen føles mere som et pop-up-arrangement i en park end en etableret festival. Der mangler sjæl, historie og en fysisk ramme, der gør stedet til noget særligt, og det er et kæmpe problem for en festival, der ønsker at være Københavns egen.
Det er trist at tænke på, hvordan Syd for Solen engang lå i Søndermarken omgivet af høje, flotte trækroner, hvor festivalen havde sjæl og en helt særlig stemning, fordi vi bogstaveligt talt var inde i en park.
Nu? Nu føles det som Grøn Koncert på steroider. En stor, kedelig græsplæne uden hjerte, uden hygge og uden det mindste spor af den personlighed, der kunne gøre den til noget helt særligt. Jovist, der er træer rundt omkring, men pladsen alene er så flad som pandekage.
En ægte københavner
Publikum er en historie for sig. Her mødes muleposer, wife-beater tanktops, sorte knæhøje læderstøvler, patchwork og hængerøvsbukser, mens tang og blomster flyder i drinks. Det er det billede, en klassisk mor i Vestjylland ville male af en ægte københavner: smart i en fart, hurtig på solbrillerne og med så meget voks i håret, at man kan spejle sig i det.
Men det fede ved Syd for Solen er samtidig også publikums forskellighed. Dem, der torsdag dukkede op til Chappell Roan, er ikke de samme, som lørdag stod forrest til Queens of the Stone Age. Fra dag til dag skifter publikum fuldstændigt, og det giver en særlig energi, fordi pladsen føles ny hver dag, næsten som tre små festivaler i én.
Mange er høje, både i centimeter og på en mere aromatisk måde. Hashlugten hang tungt over hele pladsen hvor end man befandt sig, og det var tydeligt, at den ikke blot var en diskret baggrundsduft, men for nogle en fast del af festivalens atmosfære.
Festivalen er lige så meget et kulturelt arrangement med soundtrack, hvor stilen og stemningen spiller hovedrollen, som det er en musikfest og hvor publikum var mindst lige så meget til for at se hinanden, som for at se musikken.
Manglende identitet
Festivalens egen selvforståelse som “musik til København” er svær at tro på, når byen ikke får lov at følge med ind. Hvor er de københavnske madsteder, kunstprojekter og kreative miljøer? Det eneste ‘Københavnske’ er de få meter i den ene side, hvor du kan få noget andet end det samme anonyme festivalsortiment som på alle andre festivaler.
Syd for Solen er stadig en god musikoplevelse. En rigtig god en af slagsen faktisk. Der er noget for enhver smag. Der er noget af det helt ukendte, det små-hemmelige guld og det helt populære.
Men indtil festivalen finder sin identitet og tør skabe noget, der er visuelt, fysisk og følelsesmæssigt unikt, vil den forblive en midterplacering i kalenderen. For en festivalplads uden personlighed er som en scene uden lys – alt kan være sat op til perfektion, men magien er der bare ikke. Syd for Solen mangler dét anker, der kan gøre stedet mindeværdigt, noget der gør, at man kan lukke øjnene og straks se og mærke festivalen for sig.
I Søndermarken var det let. Man kunne se de høje trækroner, mærke skyggerne over græsset og nærmest høre musikken blande sig med lyden af vinden i bladene.
Nu er alt fladt, åbent og uden sjæl. Festivalen kunne lige så godt foregå på et enhver tilfældig græsareal i landet.
God musik kan bære meget, men ikke en hel festival.
